Drageridderen

 

En eventyrlig fortælling

 

af

 

Henrik Thomsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Århus 20. april 1998


 

 

 

 

 

 

Verden eksisterer. Det gør virkeligheden ikke. Virkeligheden er aldrig andet end vores fortolkning af verden.

 

 

 

 

 

 

Personerne:

 

 

Nornen

 

Helge Halsbrandssøn, søn af Hal og Brand.

 

Brand Trælkvinde, Mor til Helge med Hal Krydderssøn. Kaldet Galdre-Brand på grund af hendes trolddomsevner.

 

Gunhild Siggesdatter, husfrue på gården Morarende, gift med Hal Krydderssøn og mor til trillingerne. Kaldet Gunhild Skarptunge.

 

Sigfus, Sigvald & Sigvard, trillinger. Sønner af Hal Krydderssøn og Gunhild Skarptunge. De bliver spillet af den samme skuespiller.

 

Kolskæg Kåressøn Jarl, Jarl over Vesterlandet. Søn af Kåre Jarl.

 

Torgerd Kolskægsdatter, datter af Kolskæg. Kaldet Torgerd Hårvæn på grund af sit usædvanligt lange og glansfulde hår.

 

Søster Kåresdatter Jarl, søster til Kolskæg, gift med Eigil Tostessøn Skinfælg, der led strådøden. Har med ham sønnen:

 

Mård Søsterssøn, Kolskæg Jarls søstersøn. Senere kendt som Mård Tvetunge.

 

Vagten, en brav mand ved navn Ulfsteen Tornssøn.

 

 

 

 


 

 

Mårds rænker

 

 

Første billede: Livets væv

 

Nornen:                              Lyt!

Lyt og lær

vævets lov.

Menneskelivet snor sig,

snor sig snildt

som en snare.

Ingen undslipper

vævets lov.

Lyt og lær.

Lyt!

Hvor kom jeg til? Var der ikke en løs ende herovre? Sådan! Hvad en stakkels norne dog må arbejde med. Ikke to tråde er ens! Hvordan skal jeg få vævet til at føje sig jævnt og pænt med dem. Se nu blot den lille stump her. To af Vesterlandets fremmeste slægter burde føje sig om hver deres plads i mønstret. Jarlslægten på Jarlsvold hos hvem landets styre hviler og Krydderslægten på Morarende, en slægt så gammel som Vesterlandet selv! Ærværdige slægter, der burde føje sig og følge vævets bud! Men Søster Jarl bærer nag til Krydderslægten, kalder sig vraget og snakker om brudt ægteskabsløfte. Ægteskabsløfte! Hal Krydderssøn aldrig så meget som så til hendes side men føjede sig dydigt til Gunhild Siggesdatters tråd, som jeg gav ham ifølge. For en tid . . . For aldrig så snart jeg vender ryggen til bryder han mønstret og sniger sig en frilletråd til og selvom jeg i mit storsind beriger hans slægt med ikke mindre end tre tråde på een gang snyder han en ekstra tråd ind i mønstret med sin frille! Der har han nu fået løn som forskyldt for Gunhild har ikke fortjent sit tilnavn Skarptunge uden grund. Ikke sært Hal Krydderssøn altid er på handelsrejse. Og meget bedre ser det ikke ud på Jarlsvold. Kolskæg Kåressøn og hans søster sidder begge i enkestand og hæger om hvert sit eneste barn. Alt hvad Søster Jarl kan tænke på er sin søns hæder og hævn over Krydderslægten og det vil bringe alle tråde i ubodeligt sammenfiltret fordærv! Mønstret ødes! Mørke martrer Vesterlandet!

 


 

Andet billede: Mårds drøm

Helge, Torgerd, Mård: Hvorfor skal jeg bøje mig!?

Brand: Fordi du er søn af en træl.

Kolskæg: Fordi du er datter af en Jarl.

Søster: Fordi vi må fare med list!

 

 

 

 

 

 

 

 

Helge: Gunhild Skarptunge er altid på nakken af dig. Du må dårligt nok sætte dine ben på Morarende, men tage til takke med en faldefærdig sæterhytte!

Brand: Gunhild Siggesdatter er din madmor! Tal pænt om hende!

Helge: Hvorfor finder du dig i det.

Torgerd: Jeg finder mig ikke i det!

Kolskæg: Torgerd. Du er min datter og mit eneste barn. Jeg er Jarl over Vesterlandet og det forpligter.

Torgerd: Dig, ja!

Kolskæg: Torgerd! Når din tid kommer, er det dit hverv at føre Jarlslægten videre!

Mård: Men jeg er af Jarlslægten! Hvorfor fare med list, når jeg er den første mandlige arving?

Søster: Arvefølgen er altid gået i lige linje.

Mård: Torgerd kan da aldrig blive Jarl?

Søster: Selvfølgelig bliver hun ikke det. Det gør den mand, der får hende til ægte.

Mård: Så går titlen ikke i arv i lige linje. Den bliver ikke engang i slægten!

Søster: Ganske rigtigt! Men Kolskæg er for stivsindet til at indse det!

Helge: Gunhild Skarptunge er en stivsindet gammel hest! Ikke så underligt, Hal Krydderssøn altid er på rejse.

Brand: Tal ikke nedsættende om din far, Helge!

Helge: Mor, jeg ser ham stort set aldrig. Han har sørget for, jeg er så langt væk fra Morarende som muligt!

Brand: Han har gjort dig til sin fårehyrde. Det er et hæderligt hverv.

Torgerd: Hverv!?

Kolskæg: Ja, hverv! Du må lære en husfrues gøremål. Fra grunden. Fra i morgen følger du pigerne og tager del i deres arbejde.

Torgerd: Far! Vil du have, jeg skal stå med runkne hænder i vaskevand?

Kolskæg: Torgerd! Tir mig ikke med sådan svæklingetale!

Helge: Er Hal da en svækling? Han lader Gunhild regerer på Morarendet og det går ud over dig. Alle kalder dig Galdre-Brand for dine særlige evners skyld. Hvorfor bruger du dem ikke?

Brand: “Særlige evner” skal håndteres med stor varsomhed.

Mård: Havde du bare evner som Brand trælkvinde. Men du er drømmetyder, mor. Kan du tyde en drøm, der har hjemsøgt mig i mange nætter?

Søster: Fortæl mig din drøm og jeg skal fortælle dig det.

Torgerd: Det her er en ond drøm. Far! Ønsker du virkelig at se mig kravle rundt og skure gulv.

Kolskæg: Du må lære . . .

Torgerd: Stå med armene begravet i indvolde over slagtebænken.

Kolskæg: Du må lære . . .

Torgerd: Og når jeg kommer og siger godnat til min elskede lille far, bliver han omfavnet af et skrog med fedtet hår og hans næse fyldes med lugten af harsk stegeos!

Kolskæg: Jamen Torgerd, det kan jo ikke nytte . . .

Torgerd: Netop! Så skal jeg heller ikke behandles som en trælkvinde af min egen far, vel?!

Kolskæg: Torgerd, jeg behandler dig da ikke som en trælkvinde!

Helge: Men Hal behandler dig som en trælkvinde!

Brand: Selvfølgelig. Jeg er træl.

Helge: Og jeg bliver bare holdt så langt fra Morarende som muligt.

Brand: Hal Krydderssøn holder sig oprejst på en knivsæg, når han holder hånden over os. Om ikke skæbnen havde været så gunstig at lade Hal besvangre Gunhild med tre drengebørn på een gang, havde for længst jaget os på porten.

Mård: Jeg er på jagt. Men netop som jeg ser en rype sidde for skud, dukker tre falke op, der vil tage byttet før mig, så jeg skyder dem. Med min sidste pil vender jeg mig atter mod rypen, men en ravn sætter sig imellem. Jeg tøver og kaster i stedet min kappe over ravnen, inden jeg igen tager buen op og skyder. Men om jeg rammer rypen, ved jeg ikke, for i det samme vågner jeg. - Hvad betyder det?

Søster: Lad mig se, om ikke jeg kan udlægge det.

Kolskæg: Jeg vil ikke lægge mig ud med dig, Torgerd.

Torgerd: Selvfølgelig ikke. Du vil meget hellere fylde din datters liv med glæde og fest!

Kolskæg: Ja-ja, lad os nu se . . .

Torgerd: Og invitere de bedste skjalde og troubadourer . . .

Kolskæg: Torgerd, nu må vi være fornuftige!

Torgerd: . . . og bede dem tage de sidste nye heltekvad og ridderromaner med fra de store hoffer i den civiliserede verden!

Kolskæg: Torgerd, vågn op!

Søster: Det er skade, du vågner for tidligt.

Mård: Hvad mener du?

Søster: Rypen er dine drømmes mål. Når du vågner før du rammer den, ved vi ikke for vist, om du når det. Men hvad skal hindre dig når alle hindringer er væk?

Mård: Hvilke hindringer?

Søster: De tre falke er Krydderslægtens trillingeyngel. Det er der ingen tvivl om.

Mård: Sigfus, Sigvald og Sigvard! Min barndoms legekammerater. Ha! Skal vi nu lege en sidste leg?!

Kolskæg: Livet er ikke nogen leg, Torgerd.

Torgerd: Begynder du nu igen, din gamle gnavpotte!

Kolskæg: Du er for egensindig, Torgerd! Børn skal lyde deres ældre!

Torgerd: Sig det til Krydderslægtens vanartede trillinger!

Helge: Gunhild hænger ved sine trillinger. De driver mig til vanvid!

Brand: Har de nu været efter dig igen?

Helge: Mor, er mine ører virkelig så forfærdeligt store?

Brand: Dine ører er dine, Helge! Lad ikke dine brødres drilske ord røre dig!

Helge: Halvbrødre! Forleden dag kom de med en tovende og sagde, at vinden var helt rigtig til drageflyvning. Jeg må have løbet flere mil efter deres heste.

Brand: Åh nej, hvordan kan jeg bede dig være tålmodig og bære over med dine br.. halvbrødre!

Helge: Løbeturen var ikke det værste.

Brand: En dag må du forlade dette sted, Helge!

Helge: Forlade Morarende? Jeg vil aldrig forlade dig!

Brand: Ikke bare Morarende, men Vesterlandet.

Helge: Rejser jeg bort, har jeg slet ingen.

Brand: Her øder du dit liv!

Kolskæg: Du øder ikke dit liv her, Torgerd! Med mindre du nægter at tage det alvorligt.

Torgerd: Liv? Her? Ha!

Kolskæg: Du kommer aldrig uden for en dør. Tag i det mindste ud på en ridetur.

Torgerd: Heste lugter!

Kolskæg: Det gør dit hår efterhånden også.

Torgerd: Hvad!!!

Kolskæg: Sådan lidt muggent og hengemt. Og når jeg nu ser nærmere efter, så virker det også noget slattent og glansløst.

Torgerd: Det passer ikke!!! Jeg kæmmer det med hundrede strøg hver morgen!

Kolskæg: Ja, jeg har ikke meget forstand på de ting.

Torgerd: Hør hvad er det? Jeg synes lyset skifter. (Hun kravler op til gluggen og skyder lemmen fra) Ja, solen bryder igennem! Sikken et dejligt vejr. Jeg tror, jeg går ned og siger til staldkarlen, om at sadle en hest.

Kolskæg: Det lyder som en god ide.

Torgerd: Og når jeg kommer hjem, kan vi snakke om, hvilken skjalde og troubadourer, vi skal overveje til den fest!

Mård: Det bliver en fest!

Søster: Ikke så hastigt. Sigfus, Sigvald og Sigvard vil du let komme om ved, men der er stadig ravnen. Hvem er han? Det nager mig, jeg ikke kan se det! Vi må fare med lempe og bruger al vor list!

Mård: Og det ved jeg, hvordan vi gør! Lempe og list! Mor, du skal se, jeg kan magte begge dele til overflod!


 

 

Tredje billede: Sørejsen

 

Nornen: Tråden og vævet! Vævet og tråden! Hvad er de uden hinanden? Og alligevel søger alting egne veje. Jeg må gribe ind! Jeg må tvinge Jarlslægten og Krydderslægten fra hinanden. Uigenkaldeligt! Det vil være svært med de tråde her, men hvad med den? - - Om den vil jeg spinde en historie så stærk, at jeg kan få orden og mønster i vævet! Lyt da! Lyt og lær!

     Ingen kender ham. Havnefjord er fuld af hans slags. Jeg vil kalde ham - - : Håbløs!  - - Havnen er fuld. Håbløs går i regntykningen søger rejsepas. Ved den yderste mole ligger et lurvet skib, der tilbyder ham en plads, hvis han er villig til at arbejde for det? Håbløs går ombord. Uendelige dage med vådt tøj og valne hænder, der rives til blods på groft tovværk. Genstridige vinde driver dem hid og did. Mange mumler om trolddom og begynder at se skævt til Håbløs. Himlen bliver sort. Ingen stjerner viser vej. Stormen får stemmer og hyler hånligt i sejl og rig. Alle har nok at gøre med at holde det spinkle skib levende i søen. Da  med eet  rumler et dybt brøl dem i møde. Som ventede et sultent rovdyr i mørket. Skipper råber: “Nu véd jeg, hvor vi er! Sådan brøler brændingen ud for Moroveniens kyst og intet skib slipper nogensinde levende fra dens skarpe skær. For i Morovenien hersker et frygteligt væsen. Og nu véd vi, hvorfor vi er havnet her! Aldrig før har vi haft Håbløs ombord. I havet med ham og vi andre kan komme bort herfra uden mén!” Mandskabet kaster ham over bord. Iskoldt vand lukker sig over hans hoved. Skibet er væk. Vandet vender op og ned på ham. Mørke omkring ham. Mørke fylder ham. Glemsel.


 

Fjerde billede: Skæbnesvangre møder

Kolskæg sidder i hallen og plejer sit brækkede ben.

Mård: Vær hilset, Kolskæg Hestetvinger! Jeg ser, du nyder din retfærdige hvile, efter dit vilde natteridt!

Kolskæg: Plag mig ikke, Mård Søsterssøn!

Mård: Hvad skete der egentlig?

Kolskæg: Ulf Terning, den halunk, æggede til kappestrid og i mørket . . .

Mård: Det var ellers fuldmåne.

Kolskæg: Der gik en sky for, netop som jeg sprang på hesten!

Mård: På en skyfri nat? Nå, den sky! Ja, øllet er godt og stærkt i år.

Kolskæg: Der gik en sky for månen! Basta! Fri mig for dine morsomheder!

Mård: Lystig tale letter svær snak.

Kolskæg: Hvad mener du?

Mård: Tænk på fremtiden, Kolskæg Jarl Hvordan var det gået, om du havde lidt alvorligere skade? Når Torgerd stadig sidder ugift er arven af jarledømmet usikker!

Kolskæg: Det er ikke bejlere, det skorter på. De sværmer om Jarlsvold som fluer om en kokasse. Men Torgerd læser for mange af de her nymodens ridderromaner. Hun har fået helte på hjernen.

Mård: Så giv hende en helt!

Kolskæg: Hvad mener du?

Mård: Sæt bejlerne en prøve som kun helte kan klare.

Kolskæg: Der har du måske fat i noget! - - Og dog, når prøven er udført, skal Torgerd overtales - det bliver en sværere opgave end nogen prøve, vi kan udtænke!

Mård: Det overlader jeg til dig! Men resten kan jeg nok sætte i værk. Lad kundgøre, at den mand af ren tanke og ædel byrd der inden midsommer næste år bringer dig sagnkongen Morkunds fortryllede sværd, han vinder din datter og din titel!

Kolskæg: Hvad er det for et sværd? Det har jeg aldrig hørt om.

Mård: Ikke? Det gør intet, blot den, der bringer det kan bevise, det virkelig er Morkunds navnkundige sværd, Banebider!

Kolskæg: Banebider!? - - Sandelig! Jeg tror, du har fat i noget af det rigtige!

Mård: Godt, lad mig da sende budbringere ud i Vesterlandet - ja til storslægter i hele den kendte verden. Selv vil jeg ride til Morarende og tale med Gunhild Siggesdatter, så hun kan fortælle sine sønner nyheden!

Kolskæg: Hvad siger du! Også Kryddersønnerne!

Mård: Selvfølgelig! Alle af passende byrd skal have muligheden. Så det er klart, at Kryddersønnerne må have bud. Og hvis du tænker efter, Kolskæg, hvilken fare er der så for, at en af Kryddersønnerne klarer en sådan prøve?!

Kolskæg: Den fare er til at overse.

Mård: Og når alt er sat i værk, drager jeg selv af sted.

Kolskæg: Hvad?! Har du tænkt . . . ?

Mård: Selvfølgelig!

Kolskæg: Mård! Det går ikke!

Mård: Tror du ikke, jeg kan øve heltedåd!

Kolskæg: Jo jo, selvfølgelig! Men Mård! Det siger da sig selv! Nej, det går simpelt hen ikke!

Mård: Jamen - - !

Kolskæg: Nej! - - Tro mig, jeg påskønner dine gode råd. Herefter regner jeg dig som min rådgiver!

Mård: Du viser mig stor ære, Kolskæg Kåressøn Jarl. Ære en svigersøn værdig. Ser du ikke . . .

Kolskæg: Nok! Det bliver, som jeg har sagt! Mård - du er min søsters søn og Torgerd er min datter. Det er alt for tæt et slægtskab til ægteskab! . . . Se nu ikke så trist ud, Mård Søsterssøn. Tænk på alle de strabadser, det sparer dig for . . . Jeg kan da heller ikke undvære min fremmeste rådgiver!

Mård: Naturligvis, du har ret. - Tillad da din rådgiver at ride til Morarende med dit bud.

Kolskæg: Du har min tilladelse.

Helge vogter får i lien. Han ligger under et udhæng på en stor klippeblok.

Helge: Hvad er det!? Heste! Åh nej, det er trillingerne. Jeg holder det ikke ud! (Han tager sin stav) Jeg tamper dem! Nej-nej, det går ikke. Men hvis jeg nu sådan rent tilfældigt springer dem i møde og skræmmer deres heste? Jeg kan altid sige, jeg mærkede uro mellem fårene og troede flokken i fare? Det kan ingen da klandre mig for!

Han sniger sig hen til hjørnet, hvor stien dukker frem bag klippeblokken og venter. Lige før der dukker nogen frem, styrter Helge brølende og med løftet stav rundt om hjørnet og forsvinder. Råb og hestevrinsken. Torgerd kommer trimlende i syne med skørter og hår i vild forvirring.

Torgerd: For een i helhestens hede røv da også!! Jubelmide! Skvatnar! Hvad bilder du dig ind! - - Så se dog i det mindste at få fat i den hest, inden den stikker af! Åh nej, se nu mit hår!

Helge dukker frem bag klippen med en hestetømme i hånden. Han står længe og stirrer på Torgerd.

Torgerd: Hvad glaner du på, dreng?! Har du fået solstik? Dine øre er i hvert fald helt skoldede!

Helge: (Famler ved sine ører - taber tømmen) Det . . . Jeg . . . måske blæsten . . .

Torgerd: Hvad hedder du?

Helge: . . . Helge . . .

Torgerd: Helge?! Hals søn med Brand?

Helge:  . . . ja . . .

Torgerd: Nå så det er dig?! - Jeg er Torgerd Kolskægsdatter. - Så du er altså Helge Halsbrandssøn!

Helge: Jeg ville ønske, du ikke kaldte mig det . . .

Torgerd: Nu går hesten igen, Helge Halsbrandssøn.

Helge: Jeg tabte tøm . . . jeg hedder altså . . . det var ikke med vilj . . .

Torgerd: Så fang den igen, Helge Halsbrandssøn!

Helge: Jamen, jeg tabte bare . . . Det var ikke meningen . . Kunne du ikke bare kalde mig Hel . . .

Torgerd: Kan du ikke høre, hvad jeg siger? Det kan jeg dårligt tro! (Helge famler igen ved sine ører) Du godeste, hvis de bliver meget rødere, bryder de i brand! Så se dog at få tag i den hest! (Helge gør omkring og forsvinder op ad stien) Ved alle vætter - tumpe! (Om håret) Åh nej, nej, nej - det er helt filtret! Se nu her: Mos - og jord - nej fårelort!

Helge: (Dukker frem bag klippeblokken igen med hestetømmen i hånden) Her . . . er hesten. Den var . . . ikke . . . nået . . .

Torgerd: Så bind den! Og hjælp mig så med at få alt det skidt ud af mit hår! Hvad i alverden laver du helt herude i ødemarken? - - Nu er han minsandten gået i stå igen! Hvad glaner du nu på! Det er din skyld, jeg ser forfærdelig ud!

Helge: Nej-nej, du . . .

Torgerd: Jo det er! Du skræmmer min hest - ruller mig i fårelort - ødelægger mit tøj - ugler mit hår . . .

Helge: Nej-nej, det er smukt!

Torgerd: Hvad?

Helge: Dit hår! Det er smukt. Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set - -

Stilhed.

Torgerd: Nå. - - Aha. - - Han synes, mit hår er smukt - -

Stilhed.

Helge: Vogter får.

Torgerd: Hvad?

Helge: Vogter får. Du spurgte, hvad jeg lavede. Jeg vogter Hal Krydderssøns får.

Torgerd: Hele dagen?

Helge: Hvad mener du?

Torgerd: Har du ikke andet at tage dig til?

Helge: Ikke andet at tage mig til! Det er et hæderligt hverv, som viser stor tillid!

Torgerd: Hvad! Jo? Selvfølgelig! Jeg mente bare . . altså . . . du må da have tid til at arbejde med andet end fårene, mens du holder øje med dem.

Helge: Nåh jo - det gør jeg da også. Faktisk er jeg ganske snild på hænderne. Se nu min stav her, den har jeg selv skåret.

Torgerd: Så kan du måske hjælpe mig, Helge. Jeg tror, der skete et eller andet med min sko, da jeg faldt.

Helge:. . . jeg  . . . synes nu, den  . . . ser . . .

Torgerd: Så tag den dog! Du kan da ikke se noget på den afstand!

Helge: Der . . . er måske . . . noget med snørehullet her . . .

Helge: Kan du klare det? Skulle jeg ikke hellere tage den med hjem til læderflikkeren.

Helge: Nej-nej, det kan jeg sagtens ordne!

Torgerd: Kan du virkelig?! Du er en mand af mange evner, Helge Brandssøn. Jeg tror, du kan drive det vidt!

Helge: Tror du? Hvordan?

Torgerd: Vesterlandet er for snævert for en mand af dine evner, Helge Brandssøn!

Helge: Ja, måske . . . Mor sagde også den anden dag . . . jeg mener: Jeg sagde også til mor den anden dag, at jeg drager af lande.

Torgerd: Der kan du se - du har allerede selv fornemmet det!

Helge: Du har ret. Jeg drager ud. Og vender hjem som en dreven mand.

Torgerd: Og en holden mand!

Helge: - og en holden mand.

Torgerd: En mand med stor ære! En mand, der færdes hjemmevant blandt stormænd!

Helge: Gå med åben pande ind ad alle døre. Gå lige ind i hallen til Hal Krydderssøn og sige: “Hil dig Hal på Morarende. Ser du denne tunge kobberring på min arm? Hvad siger du til en rask handel! Du får denne kobberring og jeg får den trælkvinde, der hedder Brand!”

Torgerd: Helge, hvor er det smukt! (Hun rækker foden frem. Helge knæler og begynder at give hende skoen på igen) Men skal din mor virkelig være den eneste kvinde i dit liv? Skal du ikke søge dig en kone? Du kunne anholde enhver storbonde om hans datters hånd. - Eller hvorfor ikke stile højere? En hirdmands datter? Eller helt til tops. En jarls datter! - - Nu er hans ører helt skoldede igen. - - En stormand må vide at kunne styre sine ører! - - Købe sin mor fri for en kobberring! En gemen kobberring!! Stormænd går ikke med kobberringe! Se godt efter, Helge. Når store folk bærer ring, er det sådan nogle! Guld! Og når de handler, er det sådan nogle, de handler med. Men rejs du bare ud i den store verden, Helge Halsbrandssøn! Og når du så har slidt som et bæst i en menneskealder, har du sikkert tjent dig en formue så stor, at du kan vende hjem og købe dig en jarls datter for en kobberring!

Torgerd løber op og binder sin hest løs. Hun forsvinder op ad stien.

 

 

Helge:                                            Hårdt rammer

hændeligt møde

Hjertet hamrer højt

Hån tålte Helge

Håret hjalp

Gunhilds kammer på Morarende. Gunhild sidder i dybe tanker. Efter en stund rejser hun sig og går til døren.

Gunhild: (kalder ud) Find mine sønner og send dem herind - straks!

Gunhild går tilbage i rummet og lukker sin kiste op. Hun leder lidt i den og løfter en pung op. Efter at have vejet den prøvende i hånden lægger hun den tilbage og lukker kisten.

Sigvard: (Springer ind ad døren) Jeg kommer på min moders bud - der vanker nok et arveforskud.

Gunhild: Hvor er dine brødre, Sigvard?

Sigvard: Det ved jeg ikke.

Gunhild: Af sted og find dem! (Hun genner Sigvard ud ad døren igen og taler efter ham) Sig til dem, jeg har noget meget vigtigt at tale med jer om. Det gælder hele jeres fremtid.

Sigvard: (Ude) Uha-uha. Det lyder for alvorligt til at være sjovt.

Gunhild: Se så at komme af sted med dig! (Hun kommer ind i rummet igen) De er dejlige drenge, men de tåler dårligt al den lediggang.

Sigfus: (Kommer ind ad døren. Han har en lammekølle i hånden, han gnaver af) Hvad er der?

Gunhild: Åh!

Sigfus: Hva’ er der?

Gunhild: Sæt dig ned.

Sigfus: Kvældsmaden er lige kommet på bordet. Den bliver kold!

Gunhild: Du kan vel for een gangs skyld lade maden komme i anden række. Jeg har vigtigt nyt at berette!

Sigfus: Ærlig talt, så vigtigt kan . . .

Gunhild: Sæt dig så ned! (Sigfus går over til den bænk, Gunhild peger på. Den er kun delvis synlig for publikum og placeret, så den synlige af trillingerne kommer til at sidde med ryggen til publikum. Han sætter sig ude af syne) Og pas på med den lammekølle. (Hun går igen hen til døren og ser ud) Sigvald! Sigvard! Kommer i snart! (Hun kommer ind igen) Nej, du sidder da ikke der og tørrer dine fedtfingre af i mine bedste gobeliner!

Sigfus: (Ude) Åh, der er så meget guldtråd, at lidt glinsen fra eller til ikke gør nogen forskel.

Gunhild: Giv mig den kølle! (Hun går hen til bænken og river lammekøllen fra den usynlige Sigfus og går hen til døren) Sådan! (Hun smider køllen ud ad døren og går tilbage mod bænken. Der lyder et brøl udenfor).

Sigvald: (Kommer ind) Øv! Se nu mine hoser, de er helt fedtede.

Gunhild: Sæt dig hen til din bror.

Sigvald: Er det virkelig takken for at komme farende på dit mindste bud!

Gunhild: Sæt dig så ned!!!

Sigvald går surmulende hen og sætter sig på bænken. Han kommer straks op at toppes med den usynlige Sigfus.

Sigvald: Behøver du være så fed, at du fylder hele bænken! - Lad være med at gramse på min jakke med de fingre! (Han griber fat i Sigfus og skubber til ham. De er nu begge ude af syne) Kan du se den knast?! Din del af bænken er på den side og resten er min side!

Sigfus: (Ude) Det gæld’s ikke! Du er så spidsrøvet, du ku’ sidde på en knast! Av, la’ vær’ å’ slå!

 

Gunhild: Hold så op, begge to!! (Hun må hen og skille dem ad) Sådan! Nu holder I jer i ro!

Sigvard: (Kommer ind) Fortvivl ikke! Jeg er hos jer!

Gunhild: Sæt dig hen til dine brødre.

Sigvard: Skal jeg virkelig mænge mig med rosset!

Gunhild: Sæt dig!

Sigvard: (Sætter sig på den synlige ende af bænken) Om jeg fatter, hvorfor du har gemt de to fejltryk der! (Øjeblikkelig reaktion fra brødrene ude af syne) Av! Må jeg bede mig fritaget for den bondske voldelighed!

Gunhild: Stille!!! (Trillingerne falder til ro). Hør så efter.  - - Indtil i dag har I levet et behageligt liv uden tanke for fremtiden. Nu er tiden kommet . . .

Sigvard: Jeg tænkte det nok: Arveforskud! Spar blot talerne og bær frem i gyldne kar . . .

Gunhild: Så er det nok! (Hun griber et forhåndenværende stykke indbo og tamper Sigvard).

Sigvard: Av! La’ Vær’! (Han ligger hen ad bænken).

Sigvald: (Ude) Det har du rigtig godt af!

Sigfus: (Ude) Jeg er sulten. (Sigvard kommer op at sidde igen).

Gunhild: Hør så efter! En af jer skal være jarl efter Kolskæg!

Sigvard: Selvfølgelig! Jeg kunne da dårligt fortjene mindre! (Han bliver omgående trukket omkuld af sine brødre. De høres i håndgemæng ude af syne ) Av! Få de fnatbefængte pølser ud af mit øje!

Sigvald: En tomhovedet spradebasse, som dig! Nej, jarler kræver klogskab! Det er klart, det er mig!

Sigfus: Orv! Herre på Jarlsvold! Det bedste køkken i Vesterlandet! Sikke nogle fester, jeg skal holde! Av!

Gunhild må i gang med tampningen igen. Sigfus ender på den synlige plads på bænken.

Gunhild: Med den optræden, bliver det i hvert fald ingen af jer. - - Først skal vi finde sagnkongen Morkunds fortryllede sværd.

Sigfus: Hvem i alverden er sagnkongen Morkund?

Gunhild: Det er lige meget. Mård har naturligvis bundet Kolskæg en eller anden historie på ærmet om et fortryllet sværd, der hedder Banebider.

Sigfus: Er Kolskæg moden til trepanering?

Gunhild: Selvfølgelig ikke. Kolskæg er for snu til at løbe om hjørner med. Nej, han har opdaget, at han endelig kan få Torgerd gift!

Sigfus: Torgerd! Lige før sagde du, det var arven til jarledømmet, det drejede sig om?

Gunhild: Den der bringer Morkunds sværd ægter Torgerd og arver jarledømmet!

Sigfus: Ægte Torgerd Hårvæn! Fy for en klam gris!  - Men min smukke og min kloge bror her - det er lige noget for dem! Av! (Så er der vild gang i håndgemænget ude af syne igen).

Sigvard: Den strigle! Aldrig i livet! Tag de ord i dig igen!

Sigvald: Kaste mit liv i grams. Er du blød under spærene, din fedekalv! På ham Sigvard!

Gunhild: (Må endnu engang gribe korporligt ind) Kan I så holde op!!! (Gunhild slår til trillingerne med fuld kraft. De kommer til orden med forskrækkede hyl. Denne gang er det Sigvald der sidder synligt).

Sigvald: Øv! La’ vær’, mor. Det gør da ondt!

Gunhild: Stille!!! (Pause. Trillingerne er for een gangs skyld mundlamme) Her er min plan: I drager til Havnefjord og finder skibslejlighed. I tager over havet til de store lande søndenude. I finder en af verdens bedste våbensmede, lader ham smede et pragtsværd og vender hjem med det. Når først I er her med “Bane­bider” skal jeg nok vide, hvordan vi griber sagen videre an.

Sigvald: Åh, vi behøver da ikke tage længere end til Havnefjord. Der er en god våbensmed.

Gunhild: Vær ikke dum! Kolskæg vil øjeblikkelig kende et arbejde udført i Vesterlandet!

Sigvald: Jamen, vi kan da ikke bare trave rundt i verden som en flok betlere! Så dum er jeg da ikke! Vi må kunne rejse i stand!

Gunhild: Selvfølgelig! Du kender din mor dårligt, hvis du tror, jeg ikke har tænkt på det! (Hun går hen til kisten og tager pungen frem) Se her!

Sigvald: Oh! Mor, din plan er en dronning værdig! Giv mig pungen, så skal jeg nok sørge for . . . (Han bliver revet omkuld på bænken af sine brødre, så kun hans ben er synlige).

Sigfus: (Ude) Nej-nej, giv mig dem, jeg er den førstefødte og . . .

Sigvard: (Ude) Sludder. Jeg er den eneste der ved, hvordan man fører sig med stand . . .

Gunhild: Kalder I det, at føre jer med stand!!! (Trillingerne falder til ro) Nej, fra nu af fører I jer med den værdighed der passer sig. Er det klart!!

Sigfus: (Ude) Ja, mor.

Sigvard: (Ude) Ja, mor.

Sigvald: (Kommer op at sidde igen) Ja, mor.

Gunhild: Godt! For ikke at vække opmærksomhed tager I Til Havnefjord over fjeldet . . .

Sigvald: Årh, det er meget nemmere, at . . .

Gunhild: Ikke mere vrøvl! Det var Mårds forslag og han er snedigere end jer tre til sammen. Jeg har kaldt trælleyngelen Helge ned fra sæteren. Han følger jer til Havnefjord. I drager af gårde i morgen tidlig ved solopgang!


 

 

Femte billede: Morovenien

 

Nornen: Vævet og tråden. Tråden i vævet.

     En mørk strand. Sorte klipper står som takkede tage over ham. Hans hænder klamrer sig til en konkylie, han bærer i en lædersnor om halsen. Et vågeblus gløder i dens hjerte. Forbløffet ser Håbløs dens lys vælde blidt ud mellem sine valne fingre. Håbløs går. Går og går. Ved ikke hvor. Tænk at kunne sove, bare sove. - - Lyset falmer i hans hænder. - - Med eet er Håbløs lysvågen! Han vil løbe, men hans ben er viklede ind i stærke tråde og rokker sig ikke. Hvælvet over ham står et mareridt. Et kæmpe væsen i en edderkops skikkelse. Langsomt sænker det sig mod ham. Håbløs løfter afværgende sine hænder, der stadig holder konkylien. Uhyret tøver kort over det uventede lys. I det ene øjebliks ubeslutsomhed flammer konkylien op i et strålende skær. Uhyret stivner og står som en lammet form. Tom. Og i den tomme skal toner endnu et væsen frem. Morven, dronning af Morovenien. Fra sit fængsel ser hun Håbløs og bønfalder ham: ”Hjælp os! Hjælp mit land!! For længe siden gik vi imod Angarung Jerndrage, men han udplyndrede os og kastede en fortryllelse over mig, at jeg i denne edderkops skikkelse skulle stille en umættelig sult på mit eget land og folk. Hjælp os! Find Angarungs leje, hvor han hviler på et bjerg af bytte. Vogt dig for hans ånde og hans øjne! Søg to ting, som du vil kende, når du ser dem. Den ene er et sværd og dets klinge tørster efter Angarungs blod. Den anden er en vinget hjelm og den skal du tage på før du løfter dit blik mod dragen. Se ikke ind i hans øjne før da, eller han vil fange dig i dragefortryllelse og alt er tabt!” "Nej, nej!" råber Håbløs, "Jeg er hverken kriger eller kæmpe, men bare en almindelig mand og mit navn er Håbløs!" Da svarer Morven ham og siger: "Det navn valgte du med omhu! Gå nu!" I edderkoppens form befrir hun ham fra spindet. Håbløs begiver sig ud på sin navnefærd og konkyliens lys dør atter hen. Morven toner bort i edderkoppens dødbringende form. Mørke ruger over Morovenien.


 

Sjette billede: Mødet i passet

En sti i højfjeldet afgrænset af stejl klippevæg på den ene side og dyb afgrund på den anden. Mård kommer klatrende ned ad klippevæggen, lister sig hen og spejder ned ad stien. Så skynder han sig tilbage og kravler op ad klippevæggen igen. Sigvard kommer løbende rundt om det nederste hjørne.

Sigvard: Sidste mand over passet er en galt! - - Åh, hvad stikker de hængemuler. (Han går tilbage og forsvinder ud af syne) Hvor bliver I af! Helge, pas på med den hest. Den stiller sig på tværs. - Se selv, nu spærrer den stien!  - - Hov, Sigfus, det er snyd. Kom tilbage! Vi andre kan ikke komme forbi!

Sigfus: (Kommer rundt om hjørnet) Det er da ikke min fejl! - - Jeg er sulten. Når vi kommer til Havnefjord, indlogerer vi os på Den Blå Havfrue. Der er maden god, fed og rigelig. (Han forsvinder rundt om det øverste hjørne).

Helge: (Dukker frem trækkende den usynlige hest) Rolig - rolig!

Sigvard: (Ude) Helge, få så det møgdyr af vejen! (Der lyder et klask. Helge bliver trukket ind igen med et ryk af den vrinskende hest) Av! Den trådte mig over tæerne! Din elendige fjummergøj! (Han kommer humpende rundt om det nederste hjørne) Nu skrider den . . . ! For helhesten da også! Det var lige før, du sendte hele vores oppakning i dybet!

Helge: (Der igen kommer frem fra det nederste hjørne, kæmpende med den urolige hest) Det var dig selv, der skræmte den, Sigvard.

Sigvard: Skal du svare igen, elendige trælleyngel?! (Han humper videre op ad stien til det øverste hjørne og stikker hovedet rundt om det) Av! Sigfus, vent nu på os andre!

Sigfus: (Ude) Vi har nået passet. Vi kan sagtens nå Havnefjord ved nadvertid.

Sigvard: Mad, mad og atter mad. Tænker han aldrig på andet. Men måske har han fat i noget? Hør, brødre! Var det ikke en ide, at slå sig ned i Havnefjord? Der er masser af ølboder og badstuer. Hvad siger du til det, Sigfus?

Sigfus: (Ude) God ide. Men hvad med sværdet?

Sigvard: Åh, vi kommer nok på råd. Måske kan vi købe et af en rejsende, der har været sønderude. Hvad mener du, Sigvald. Havnefjords badstuer er berømte for deres mange væne piger! - - Sigvald? (Han går ned til nederste hjørne igen) Hvorfor står du altid i vejen, Helge?! (Han forsvinder rundt om hjørnet) Hvad i alverden er det du laver, Sigvald?!

Helge: Stien er bred nok, Sigvald, du kan sagtens gå almindeligt på den.

Sigfus: (Stikker hovedet rundt om det øvre hjørne) Hvor bliver i af?!

Helge: Vi er på vej.

Sigvard: (Ude) Du skal ikke være bange for klippen, Sigvald. Den skal nok blive stående uden din støtte. - - Lad mig hjælpe dig. Kom nu af sted med dig. (Sigvald bliver presset rundt om det nederste hjørne. Han er rædselslagen og trykker sig straks med ryggen op ad klippevæggen igen).

Sigvald: Hjælp! Jeg kan ikke se! Jeg falder, jeg falder!!!

Helge: Rolig, Sigvald. Der sker ikke noget. (Han har sluppet hesten) Her, tag min hånd!

Sigvald: Jeg dør! Vi falder i afgrunden!

Helge: (Får fat i Sigvald) Tågesnak! (Han hjælper Sigvald tilbage om det nederste hjørne). Sæt dig ned et øjeblik.

Sigvard: (Ude) Åh din pjalt, Sigvald! (Helge frem igen) - - Helge, du vover på at nævne det her for nogen!!!

Helge: Selvfølgelig!

Sigfus: (Ude) Nu gider jeg snart ikke vente længere. (Han kommer ind fra det øverste hjørne) Helge, hvor er madposen?

Helge: På hesten.

Sigfus: Nå, men så find lige en kold kølle frem til mig. Jeg er noget brødflov. (Han når det nederste hjørne) For helhesten da også, Sigvald, det er ikke tid at hvile sig! Vi er næsten over! (Ud).

Sigvard: (Ude) Hvor ædle bror har fået et mindre ildebefindende og må hvile sit kostbare legeme en stund!

Sigfus: (Opgivende ind igen) - - Bliver det til noget med den kølle, Helge! (Helge har været i madposen og forsyner nu Sigfus) Det var på tide! Jeg gider ikke vente på hans dorskheder! Læg ham over hesten, hvis han ikke kan gå selv! (Han forsvinder igen om det øverste hjørne).

Helge: Den er allerede overlæsset med al jeres oppakning.

Sigvard: (Stikker hovedet frem) Bliv ikke for kæphøj, trællesøn!

Helge (Ud).

Helge: Men Sigfus har ret, han skal op til passet. Når vi er ovre det, er vi forbi afgrunden.

Sigvard: (Ude) Helge, tag fat og hjælp Sigvald derop!

Helge: Så hold hesten.

Sigvard: (Ude) Hvad er det for en tone! (Helge er ved at hjælpe Sigvald på benene) Jeg tager ikke imod ordre fra dig.

Helge: (Har fået Sigvald på benene og hjælper ham op ad stien) Så kunne du selv have hjulpet din bror!

Sigvald: Uh-åh, jeg svimler! - - Nej, hvad sker der. Hvor . . . ? Nej-nej, Helge pas dog på, jeg glider! Hjælp!!

Helge: Vel gør du ej!

Sigvald: Slip mig ikke! Hold fast! Hjælp mig! Hjælp!!

Helge: Vær nu ikke sådan en pjalt!

Sigvald: Helge?!

Helge: (Skubber rasende Sigvald rundt om øverste hjørne) Sigfus, bliv hos din bror og vent på os andre!

Helge: (Tramper tilbage igen) Sikken et gedemarked! De driver mig til vanvid!! (Han runder det nedre hjørne) Hvordan er det, du fumler med den hest! Giv mig tøjlen, så skal jeg nok få den op til passet!

Sigvard: (Ude) Var din mund, Træl!

Helge: Åh, spar mig for skryderiet!

Sigvard: (Kommer frem) Aha! Nu viser du dit sande ansigt!

Helge: Giv mig så den tøjle, din spradebasse! (Han flår tøjlen fra Sigvard).

Sigvard: Spra . . . ?! Nå, sådan! Så snart muligheden byder sig, så vender du dig imod os, din slange! Vi, der har gjort alt for dig!!

Helge: Alt hvad du har gjort, dit døgenigt, er imod mig!

Sigvard: Og hvad er så takken! (Han begynder at trække op mod øverste hjørne) Edder og forgift! Vi har næret en slange ved vores bryst og ved første lejlighed hugger den til! . . .

Helge: Tågesnak! I har aldrig . . .

Sigvard:  . . . For at udsuge os! - - Men det skal aldrig ske! Det skal jeg nok sørge for! Gunhild Siggesdatter skal nok vide at fordrive både dig og din mor!! Hævnens hammer skal falde tungt på dig og Brand!!! (Han er forsvundet omkring øverste hjørne).

Helge: Åh, så skulle da også . . . ! Hvorfor kan du ikke vare din mund, Helge - - Nej, jeg må prøve at gøre skaden god igen! Kom så, hest! (Han prøver at trække den med sig) Kom så!!!

Hesten rokker sig ikke. Pludselig lyder der et langt rumlende brag. Støv og småsten vælter frem bag øverste hjørne. Helge står et øjeblik som forstenet og stirrer. Så styrter han op til det øverste hjørne og stopper. Han kan ikke komme videre.

Helge: - - Nej - nej - - det kan ikke passe?! (Mård er på vej ned ad klippesiden) Væk!  - - Det kan ikke passe!!!

Mård er nået ned på stien og vil gå op til hjørnet. De får øje på hinanden. Begge er forbløffede. Et øjebliks stilhed.

Helge: Mård?! - - Godt du kom! Der er sket noget forfærdelig! Stien er væk! Sigfus, Sigvald og Sigvard - - væk - et bjergskred!

Mård: Hvad gør du her?

Helge: Vi er på vej til Havnefjord. Trillingerne skal rejse - skulle rejse. - De er væk. Hele stien op til passet er væk! - - Hvad gør du selv her? (Stilhed) Hvorfor er du pludselig her?!

Mård: Det rygtedes, mine barndomsvenner drog på en større rejse. Jeg tænkte, jeg ville følge dem på vej.

Helge: Hvorfor kom du så ikke over til Morarende.

Mård: I var taget af sted. Så jeg skyndte mig efter.

Helge: Dine barndomsvenner?

Mård: Ja, vi legede altid sammen. Det var en dejlig tid!

Helge: Som jeg husker det, sloges i altid.

Mård: Selvfølgelig! Vi stod hinanden meget nær. Følte os som brødre. Så det er klart, jeg ønskede at følge mine brødre på vej. Jeg mente nok, jeg kunne nå at indhente dem. Jeg vidste ikke, de rejste uden oppakning.

Helge: Hvad mener du?

Mård: Når de skulle på langfart! - Men selvfølgelig, de kunne spare vægten op over passet og så købe forsyninger i Havnefjord.

Helge: Så du ikke hesten.

Mård: Hesten?

Helge: På vej op ad stien. Du kunne ikke undgå at se pakhesten!

Mård: Nå, pakhesten! Selvfølgelig! Den har jeg helt glemt! Den forfærdelige ulykke.

Helge: Det er løgn i din mund, Mård Tvetunge!!

Mård: Var din mund, Helge Trælleyngel!

Helge: Du kom oppefra - ikke nede fra stien. Det her er dit værk!

Mård: (Trækker sit sværd) Min drøm er sket fyldest og ingen skal komme mellem mig og mit mål! - - Min drøm? Selvfølgelig! Ravnen!! (Han peger anklagende med sværdet mod Helge) Ulykkelige! Hvad har du gjort! I din avindsyge har du dræbt dine brødre fra lumpent baghold! Inden aften skal mit vidnesbyrd være frembåret på Tingsletten!

Mård vender sig raskt, sætter sværdet i skeden, begiver sig ned ad stien og forsvinder om hjørnet. Helge står målløs tilbag. Langsomt kommer han til sig selv. Han går ned og ser efter Mård.

Helge: Mård! Lad den hest være! Det er ikke din!!

Mård: (Ude) Så følg mig ned til Tingsletten og kald mig tyv, når jeg bringer den tilbage til sin rette ejermand!

Helge: - - Mård, din svinehund! Mine brødre var lidet ærefulde, men ingen fortjener slig vanære! Om jeg kunne, ville jeg hævne jer! - - Jeg kan ikke komme til Havnefjord over passet. Jeg må gå tilbage.

 

Forbi er falkenes

frie flugt

Falkenes frænde

fanget

i fælden


 

Syvende billede: Tredobbelt fredløs

I sæterhytten hos Brand. Det er ud på aftenen. Brand skal til at gå i seng, da døren bliver lukket op og Søster Jarl kommer ind.

Brand: Søster Kåresdatter?!

Søster: Du virker forbavset over at se mig.

Brand: Det er længe siden, vor jarls søster har opsøgt en trællebolig.

Søster: Jeg har ofte undret  mig over din trællestand.

Brand: Hvormed kan jeg være dig til tjeneste, Søster Kåresdatter?

Søster: Du er næppe født ind i den? - - Hvor kommer du fra, Brand?

Brand: Det er længe siden og ligegyldigt nu.

Søster: Tværtom! Det kunne forklare mange ting. Som dine særlige evner.

Brand: Jeg har ingen særlige evner.

Søster: Næ, det har du vel ikke! Trolddomskunst kan nemt gøre livet farligt for den, der vedkender sig slige evner.

 Brand: Søster Kåresdatter, fritter du mig ud om trolddom?

Søster: Jeg har sandelig ikke den slags tvivlsomme kunster nødig!

Brand: Og dog opsøger du den, alle mistænker for at besidde dem.

Søster: Trolddomskunst står kun dårligt mål med sand kløgt!

Brand: Hvad mener du?

Søster: Hvad kerer jeg mig om dine trolddomskunster . . .

Brand: Søster Kåresdatter! Jeg ejer ingen . . .

Søster: . . . når min kløgt er stærkere!

Brand: Hvad?

Søster: Med Halsønnernes død er du sat mat! - - Se nu ikke så forbavset ud, Brand.

Brand: Død . . . Halsønnerne . . . Hvad snakker du om?

Søster: Mig lurer du ikke. Du kan intet stille op og du véd det.

Brand: Hvad snakker du om!?

Søster: Det der skete på Tingsletten i dag!

Brand: Så fortæl det dog! Hvad er det, der er sket?!

Søster: Jeres rænkespil er lagt blot!

Brand: Hvis rænkespil?

Søster: Jeres! Dig og din ynkelige søn!

Brand: Vi driver intet rænkespil!

Søster: Du fremturer, Brand Trælkvinde! Men nuvel, måske har du vitterlig endnu ikke hørt alt. Mård har stukket en kæp i jeres hjul.

Brand: Mård?

Søster: Han kaldte folk sammen på Tingsletten i dag. Det var nette ting han havde at berette.

Brand: Hvad har Mård nu brygget sammen!

Søster: Var din mund, Brand Trælkvinde! - - Han fulgte Halsønnerne på vej til Havnefjord. I højfjeldet blev de overraskede af et stenskred, der rev Sigfus og Sigvald med sig i dybet. Mård gik bagerst med trækhesten, der rædselsslagen flygtede ned ad stien og trak ham med sig. Det var med nød og næppe han fik styr på dyret igen og kunne vende tilbage til ulykkesstedet. Her fandt han Sigvard liggende på stien. Men han fandt også en anden! Han stod med ryggen til og netop som Mård så ham var han i færd med at skære en tung pung fri fra Sigvards bælte, inden han med foden lempede ham ud over kanten. - - Det var Helge!

Brand: Åh nej. Helge ville aldrig begå manddrab! Slet ikke på sine brødre!

Søster: Ikke! Alle vidste, han havde god grund til at hade dem!

Brand: Ikke nok til at slå dem ihjel. Aldrig nok til at slå ihjel! Ikke Helge!

Søster: Dommen over din søns dåd var klar og snar, Brand. Når tinget samles ved midsommer vil alle frie mænd fra Moradal forlange Helge kendt trefold fredløs!

Brand: Ingen i mands minde er straffet så hårdt!

Søster: Ingen i mands minde har begået så fult et niddingsdrab! Og kravet bliver enstemmigt!

Brand: Det kan ikke passe. Der må ligge mere bag!

Søster: Helge kan jo altid møde op på sommertinget og tale sin sag.

Brand: Hvis der er mere bag denne historie, vil han gøre det!

Søster: Og tale Mård midt imod! Se til, hvad tinget gør mod trællen, der uden beviser kalder sin overmand en løgner!

Brand: Helge er ingen træl.

Søster: I verdens øjne er han trællesøn og det er hans ord mod Mårds.

Brand: Der må dog være stadig være retsindige mennesker til.

Søster: Der er ikke andet i Moradal! De anerkender Mårds vidnesbyrd. - - Krydderslægten er fældet! Og samme slag besegler bastardens skæbne. Endelig, endelig, endelig! Hævnen er fuldkommen!! - - Ser du stadig ikke, hvor fuldkommen min hævn er, Brand? Kun Mård kan blive jarl efter Kolskæg nu. Ikke blot er Krydderslægten faldet. Den løfter Søsterslægten i faldet. Fuldkomment! Med eet mesterligt slag er alt lagt til rette. Thi alle modtræk, trolddomskunster eller ej, vil i verdens øjne bekræfte Mårds vidnesbyrd! Fortæl mig så, Galdre-Brand, hvad der er stærkest: Kløgt eller trolddom!!

Stilhed. Søster går. Brand sidder forstenet tilbage. Døren går op igen og Helge kommer ind.

Brand: Du her! Søster Jarl . . .  Du må bort øjeblikkelig!

Helge: Rolig mor. Søster så mig ikke. Jeg var lige udenfor, da jeg hørte hendes hest bag mig. Så jeg skjulte mig.

Brand: Hvad er der sket? Mård bar frygtelige anklager frem mod dig . . .

Helge: Løgne!

Brand: Hvor ved du det fra?

Helge: Jeg lyttede ved døren.

Brand: Og alt var løgn?

Helge: Ikke alt. Mård evner at krydre selv de værste løgne med et gran af sandhed.

Brand: Du må bort, Helge! Bort fra Vesterlandet!

Helge: Mange har levet som fredløse i årevis og klaret sig godt.

Brand: Ikke trefold fredløse! Ingen vil helme før du er jaget til døde. Dig og alle, der har ydet dig den mindste hjælp!

Helge: Alle? - Du? - -

Brand: Endnu har tinget ikke sat dom over dig, så der er endnu tid. Rejs bort fra Vesterlandet!

Helge: Du må hjælpe mig, mor. En sidste gang!

Brand: Det er kun lidt, jeg kan gøre, men alt . . .

Helge: Lidt! Mor, du kan gøre alverden. Kog mig en sejd, der . . .

Brand: Hørte du ikke efter ved døren! Jeg har ikke de kræfter, du tror!

Helge: Hvad du siger til Søster Jarl er forståeligt nok. Men jeg er din søn.

Brand: Helge, jeg ikke kan hjælpe dig på den måde!

Helge: Vil du ikke hjælpe mig!?

Brand: Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig alt det, jeg kan! Men ikke på den måde! - - Ikke på den måde, du beder mig, mener jeg. At koge en sejd kræver mange ting, jeg først skal samle.  - Men der er andre måder. Andre midler. - - En talisman! Jeg har sådan een. Den stammer fra de store have langt mod syd, hvor vinteren aldrig kommer. Så stærk er den kraft, der bor der, at selv årstiderne kan bydes imod! Og noget af den kraft er fanget og lagt i denne skal! (Hun har fundet en konkylie frem, som er monteret med en lædersnor igennem et hul i kanten) Tag den og bær den altid på dig! Må den lede dig og beskytte dig mod alt ondt!

Helge: Tak, mor. - - Men hvor skal jeg tage hen?

Brand: Det er lige meget. Bare du forlader Vesterlandet!

Helge: Ja, men . . . håbløst. Det er alt sammen håbløst.

Brand: Der er altid håb.

Helge: - - Så vil jeg tage til Havnefjord og søge bådlejlighed der!

Brand: Hvorhen?

Helge: Det ved jeg ikke. Men nu ved jeg, hvad jeg vil!

Brand: Der ser du. Der er altid håb.

Helge: Nej! Men kun den der er uden håb, kan gøre håbløs gerning. Jeg vil søge sagnkongen Morkunds fortryllede sværd!

Helge omfavner sin mor i et tavst farvel og forsvinder i natten. Brand sidder tilbage en stund. Så finder hun en ransel frem og pakker nogle sparsomme fornødenheder. Da alt er klart forlader hun også hytten.


 

 

Ottende billede: Angarungs endeligt

 

Nornen: Mønstret finder form. Tåler tråden trækket? Bind knuden eller alt brister!

     Sortebjerge. Håbløs har nået målet. Angarungs grotte. Overalt ligger lag af kantede skæl i mange størrelser, som skrammede spåner fra en kæmpehøvl. ”Vogt dig for dragens ånde!” Håbløs finder et af de største skæl, trækker sin kniv og presser den fast på den hvælvede inderside som håndgreb. Han smyger sig ind i grotten og dér ligger han: Angarung! Dragen! Håbløs går langs væggen. - - Og så! Et glimt af noget blankt mellem rustent forfald: Sværd og vinget hjelm. Håbløs rækker ud. Hans hånd lukker sig om hjelmens kant. - - “Nej se, vi har fået gæster.” Håbløs snurrer rundt. Angarungs hoved løfter sig. Håbløs fornemmer atter Morvens stemme i randen af sin bevidsthed. “Undgå hans blik! Hjelmen! Hjelmen!!” Angarungs latter ruller som torden under grottens tag: “Åh, Morven, Morven! Er det alt, du kan gøre. Dit sidste lille anslag mod mig: En bondeknold!” Håbløs’ arm har løftet sig og sat hjelmen på hans hoved. Så rækker den atter ud og hånden lukker sig om sværdets skæfte. “Uha, uha!” Angarungs øjne funkler, “En farlig ridder bondeknold?! Du har måske ikke hørt om dragers ånde? - Den kan være ret dårlig!” Angarung spyr en flamme imod Håbløs. Men han når at svinge drageskællet op foran sig og står uskadt da flammen dør ud. “Snedigt. Meget snedigt, lille riddersmand. Du har fortjent din død i kamp! Kend da din bane! Lyt og hør hvad seeren sagde om Angarung Jerndrage den Urørlige: ‘Han skal komme og ingen skal stå ham imod. Han skal lægge Morovenien i mørke og ingen skal overvinde ham. Han skal herske til sidste modstander er uden håb!!’” Da mærker Håbløs en flamme skyde op i sit indre. Hans stemme klinger udfordrende gennem grotten: “Vid da, Angarung, at jeg er uden håb og Håbløs er mit navn!” Håbløs løfter sværdet og strider sig frem mod dragen, der tårner sig op over ham. - - Da kender Angarung for første gang i tusind år tvivl. Hvor vover den lille gnom at udfordre ham, Angarung den Urørlige?! Med blind kraft kaster han sig frem, for at knuse den formastelige med sin vægt. Men Angarung giver med sin egen vægt sværdet den kraft, ingen menneskelig arm kan tilføje det. Han mærker klingen bide i sin krop og smerten får ham til at vride sig bagover. Håbløs ligger tilbage på knæ. Langsomt kommer han til sig selv og ser dragens krop kaste sig i dødskamp, mens hans ører er ved at sprænges af dens skrig. Langsomt dør dragens bevægelser ud. Stemmen mister sin kraft. Ilden dør hen. Angarung løfter sit hoved og ser en sidste gang på sin banemand. Han åbner munden til en forbandelse, men kun et langt suk undslipper den. Hovedet synker ned. Øjnene tømmes. Angarung er død.

 


 

 

 

Giftermålet

 

 

Niende billede: Bryllup

I hallen på Jarlsvold.

Kolskæg: Fjorten Uger. Fjorten skaldede uger.

Mård: Hvad plager dig, Kolskæg Kåressøn?

Kolskæg: Fjorten sølle, skaldede uger.

Mård: Hvad skal du med fjorten uger?

Kolskæg: Ikke med - om.

Mård: Hvad skal du om fjorten uger?

Kolskæg: Har du helt glemt din egen strålende plan, Mård Søsterssøn?

Mård: Er der kun fjorten uger til midsommer? - Ja, sandelig!

Kolskæg: Hvor er han så henne, din store helt, der bringer mig det sagnomspundne sværd, Banebider!

Mård: Bittert.

Kolskæg: Og hvem i alverden var Morkund “Sagnkonge”?!

Mård: Skammeligt!

Kolskæg: Fortæl mig det!

Mård: Verden er fuld af store ord. Men når det gælder, - når handling kan følge på ord - -

Kolskæg: Hvad snakker du om?

Mård: Skammeligt!!

Kolskæg: Nu er jeg ikke med længere?

Mård: Her har alverdens storskrydere for een gangs skyld muligheden. Og hvad gør de? Ingenting! Et helt år er henrundet og ingen bejler har lagt Banebider for dine fødder!

Kolskæg: Hvad kan vi gøre!

Mård: Der er stadig en mulighed.

Kolskæg: Hvilken?

Mård: I hele den vide verden har kun fire vist vilje til at forsøge dåden! Af dem er tre døde.

Kolskæg: Det kan næppe klandres mig, at Halsønnerne led så krank en skæbne.

Mård: Men der er stadig den fjerde!

Kolskæg: Det manddrab kan ikke beklikkes min ære!

Mård: Det er der ingen der gør! - Hvad med den fjerde?!

Kolskæg: Hvem er det?

Mård: Mig!

Kolskæg: Ja, der var jeg måske lidt for hastig. Godt nok er slægtskabet tæt, men det er vel før set, at . . .

Mård: Så lad mig drage ud og finde Banebider!

Kolskæg: Nej . . . nej . . . Det er for usikkert.

Mård: Det er vores sidste mulighed.

Kolskæg: Nej. I bedste fald kommer du for sent tilbage. I værste fald . . . Under alle omstændigheder falder hele vores plan til jorden med ubodelig skade for mit ry!

Mård: Med mindre . . .

Kolskæg: Med mindre?

Mård: Nej, det rækker ikke!

Kolskæg: Hvad?

Mård: At viljen til at øve denne dåd . . .

Kolskæg: Du er selvfølgelig den eneste, der har haft mod nok til at påtage dig denne farlige færd. - - Viljen er nok! Du skal ægte Torgerd og for een gangs skyld skal hun føje sig efter min vilje!

Mård: Jeg takker dig, Kolskæg Kåressøn! Det er en klog beslutning og jeg vil gøre alt, for at vise mig den værdig!

Kolskæg: Ja-ja, tro ikke, jeg pludselig er blevet vildt begejstret for tanken! Og i denne sag er det meget uklogt at gøre regning uden Torgerd! Find hende og send hende herind. Så må vi se, om jeg kan overbevise hende!

Mård: Straks, Kolskæg Kåressøn!

Mård forlader hastigt hallen.

Kolskæg: - - Ak ja, kære Torgerd, jeg havde virkelig håbet, jeg kunne skaffe dig en rigtig helt. På den led var det faktisk en god plan. Og er det stadig. Der sidder et godt hoved på Mård. Med tiden kommer vel også visdom. Blot skade, de er så tæt i slægtskab? Men af alle onder . . .

Torgerd kommer ind i hallen.

Torgerd: Mård siger, du har vigtigt nyt at fortælle?

Kolskæg: Ja.

Torgerd: Hvor er han?

Kolskæg: Hvem, Mård?

Torgerd: Min bejler, selvfølgelig!

Kolskæg: Ja, det var netop det, jeg ville snakke med dig om.

Torgerd: Er han smuk? Er han stærk - stolt.

Kolskæg: Det ved jeg nu ikke lige om - -

Torgerd: Åh far! Driv ikke gæk med mig. Hvor kommer han fra?

Kolskæg: Han kommer ikke - fra . . .

Torgerd: Hvad?! Er han slet ikke kommet. Har han sendt bud?

Kolskæg: Nej-nej. Det er ikke det - -

Torgerd: Hvad er det da? Nu har vi ventet et år og intet er sket.

Kolskæg: Netop. - Denne sag må afgøres een gang for alle. Midsommer nærmer sig og . . .

Torgerd: Der er stadig ikke sket noget?

Kolskæg: Nej. Derfor må vi nu . . .

Torgerd: Jeg ved ikke, hvad du må, men jeg venter, til en bejler lægger Banebider for dine fødder!

Kolskæg: Det kan du ikke længere, Torgerd.

Torgerd: Åh, lille far, nu må du ikke være så stædig.

Kolskæg: Der er højere hensyn.

Torgerd: End mig?!

Kolskæg: Du ved, jeg sætter dig højere end mit eget liv.

Torgerd: Så vi venter, til han kommer.

Kolskæg: Nej. Sagen er afgjort. Til midsommer skal du stå frem for Vesterlandets fremmeste mænd med din brudgom.

Torgerd: Det kan jeg da ikke, hvis han ikke er her.

Kolskæg: Det er han.

Torgerd: Du sagde lige . . .

Kolskæg: At sagen er afgjort!

Stilhed.

Torgerd: - - Hvem?

Kolskæg: Til midsommer står du brud.

Torgerd: Hvem?!

Kolskæg: Hele Vesterlandets vandel afhænger af det!

Torgerd: Hvem!!!

Kolskæg: - - Mård Søsterssøn.

Torgerd: Mård?

Kolskæg: Han bliver en fortræffelig jarl.

Torgerd: Mård!!

Kolskæg: Fremtiden bliver sikret for Vesterlandet.

Torgerd: Mård!!!

Kolskæg: Faktisk et udmærket valg. Der sidder et godt hoved . . .

Torgerd: Har du fuldstændig mistet dine sansers brug!

Kolskæg: Jeg indrømmer, tanken længe har været mig imod.

Torgerd: Det her går jeg aldrig med til!

Kolskæg: Torgerd! Denne sag afgør jeg! Og min beslutning er taget!

Torgerd: Hvad! Er jeg en gris, du blot kan sende på markedet, når den er fedet op!

Kolskæg: Jeg har føjet dig i mangt og meget, men i denne sag skal du føje mig!

Torgerd: Over mit lig!

Kolskæg: Du er en jarls datter og du bliver en jarls hustru. Intet andet hensyn kommer over dette!

Torgerd: Ikke engang hensynet til sund fornuft!

Kolskæg: Det er sund fornuft!

Torgerd: Har Mård Søsterssøn i den grad besnakket dig, eller er det så længe siden, du har haft hovedet oppe af øltønden, at tågerne aldrig mere letter?!

Kolskæg: Var din tunge! Mård Søsterssøn er min bedste rådgiver og hans hengivenhed er ubetinget.

Torgerd: Den eneste Mård Søsterssøn har hengivenhed for er Mård Søsterssøn. - Og desuden er han din kødelige søsters søn. Måske er det slet ikke mig, men dig, der er grisen!!

Kolskæg: Så er det nok!!! (Kolskæg griber Torgerd ved håret og haler hende omkuld. Han trækker sit sværd og holder det op for hendes ansigt) Du gør som jeg siger, eller jeg kapper alle bånd til dig og jager dig fra Jarlsvold!

Torgerd: (Ler) Det ville sandelig vinde dig stort ry. Jeg er sikker på enhver krigsherre i nær og fjern vil haste til Jarlsvold og trygle om underkastelse hos en jarl, der viser så enestående herskerevner!

Kolskæg:  - - Udemærket. Du bliver. Og ingen bånd bliver kappet. Men ingen datter skal ustraffet sætte sig op mod sin far.

Torgerd: Og hvordan har du tænkt dig, du kan straffe mig?

Kolskæg: Ved at kappe dit hår i stedet!

Torgerd: Nej, nej - ikke det!

Kolskæg: Hvorfor ikke? (Han sætter sværdets æg mod håret) Det er da en ringe pris at betale og håret beholder jeg blot i pant. Du får det igen det øjeblik, du giver mig dit løfte i denne sag.

Torgerd: Jeg lover - jeg lover. Jeg sværger, jeg gør som du ønsker. Hvad som helst! Bare ikke håret! Ikke mit hår!

Kolskæg: Så er den sag klar. (Han hjælper hende op og slipper taget i håret) Hvornår skal dit bryllup så stå?

Torgerd: Jeg vil hellere dø, end . . .

Kolskæg: Og begraves hårløs?

Torgerd: Midsommer.

Kolskæg: Udmærket.


 

 

Tiende billede: Drageridderen

 

Nornen: Knuden knyttes. Tråden trækker til. Et nyt mønster kan begynde!

     Angarung er død. Morven er atter dronning. Morovenien er det, det var engang: Et grønt land med et lykkeligt folk. Og de hylder ham, der udfriede dem. Morven skænker ham både dragehjelm og sværd, skibe, gods, titler og kundskaber i rigt mål. Snart vil Håbløs ikke være længere. Snart vil der kun være Drageridderen af Morovenien - landets fremmeste mand!

     Sådan! Krydderslægtens sidste ætling er adskilt fra Jarlslægten med et hav imellem. Endelig kan jeg komme videre andre steder!


 

 

Billede 11: Tvekamp

Midsommer. Døren til hallen på Jarlsvold. Kolskæg og Søster træder frem for de inviterede vesterlændinge.

Kolskæg: Velkommen vesterlændinge! Velkommen på Jarlsvold. Jeres jarl hilser jer! Vi samles hvert år på denne tid for at fejre midsommeren og holde sommerting. Således også i år. Men denne sommer er en ganske særlig sommer. For i år er det bestemt, at Torgerd min datter indgår ægteskab med Mård Søsterssøn og jarledømmets fremtid sikres! (torgerd og Mård kommer til syne) - - Slægten er livets muld. Mennesket er livets frugt. Ægteskabet er livets grøde. Således er slægtens pligt at give livet videre, som det sker i dag. I min hånd, som overhoved for slægten, er det hverv lagt, at give Torgerd og Mård til livets mangfoldiggørelse og bære vidne for alle, at de herefter skal være at kende for rette ægte . . .

Vagten: (Er kommet fra porten) Kolskæg! Kolskæg Kåressøn!

Kolskæg: Hvad sker der!

Vagten:  Kom til porten!

Kolskæg: Rider maren dig! Du kommer brasende lige ind i et helligt øjeblik!

Vagten: Ups - - har du allerede forgiftet - - jeg mener, det er altså skidt, hvis de nu er gift, for . . .

Kolskæg: Hvad er det for mummesnak! Tal klart!

Vagten: Javel - - altså - - der kommer en rytter over sletten. Det må være en bejler! For Helhesten da, han er flot! Hans udstyr alene kunne betale en hel hird i flere år!

Torgerd: Hvordan ser han ud! Fortæl!!

Vagten: Ja-ja! Lille Torgerd - han er som snydt ud ad næsen på en af de der helte, du fortæller om! På hans hoved en høj hjelm med gyldne vinger . . .

Kolskæg: Vesterlændinge! Disse tidender kræver nøjere overvejelse. Spis, drik, gør jer til gode - og vi vil hidkalde jer, når alle tråde er redet ud! - - Kom, lad os gå ind i hallen med det her . . .

Vagten: . . . og på hans guldvævevede kappe, Torgerd, et dragehoved, hvor øjet stråler rødt i solen, som var det . . . denneher rødbedefarvede sten . . . øh, hvad er det nu, du kalder den - -

Torgerd: Rubin!

Mård: Jeg iler straks til porten, Kolskæg, og udæsker denne uventede gæst!

Søster: Vent!

Mård er allerede væk. Søster trækker sig tilbage.

Vagten:  . . . og brynjen! Torgerd, jeg siger dig, - den skinner som poleret . . .

Kolskæg: Rabler det for dig, Ulfsteen Tornssøn, at du er fuld på vagt!! Jeg lader dig flå og hænger din hud til tørre på porten!!!

Vagten: Kolskæg! Jeg er uden skyld i denne sag. Forstår du, jeg skulle slet ikke have været på vagt. Ser du, i virkeligheden var det Ragnar Storleifssøn - du ved, han vi kalder Røde Ragnar med Flammen, fordi han både er rødhåret og er gift med Bengerd Buesdatter, du ved hende den bredbagede med koparrene . . .

Kolskæg: Lige meget! Gør . . .

Vagten: Nej, det er ved helhestens nosser ikke lige meget! Mage til rivejern skal du lede længe efter! Og hun skikkede altså bud til Ragnar, at han med det vuns havde at komme hjem, fordi deres mellemste hund havde bidt datteren - eller også var det omvendt - og så lovede jeg at holde øje med porten til han kom tilbage . . .

Kolskæg: Kunne han ikke have fundet en ædru mand.

Vagten: Ikke så godt. Altså Kolskæg! Øllet i år! Din kældermester overgår sig selv . . .

Kolskæg: Tilbage til porten!! March!!! (Vagten begiver sig af sted) - - Torgerd, hvad i alverden laver du deroppe?!

Torgerd: Ser. Jeg vil se ham.

Kolskæg: Hvad foregår her!? - - Torgerd kom ned!

Torgerd: Jeg vil se ham!

Kolskæg: Torgerd! Du opfører dig som en kulret køkkentøs!

Torgerd: Jeg vil se ham!!

Vagten: (På den anstrengende vej tilbage til porten) Pyh! Den bliver varm i dag! - Røde Ragner, det her skal koste dig! Du kan maren ride mig bare sørge for at styre dit kvindfolk! Hvis jeg var dig, skulle jeg give hende sådan en gang . . . Bi lidt, Ulfsten Tornssøn, - du snakker om Bengerd Buesdatter. Kvindfolket, der slog luften af Trynd Helgerdssøns uvane ungtyr med et enkelt knytnæveslag. Det var ligegodt . . .

Søster: (Kommer frem fra skjul) Vagt. Vent.. Når du ser Mård, så sig, jeg skal tale med ham her. Det er vigtigt!

Vagten: Ja, hvis . . .

Søster: Ikke noget hvis! Det er en ordre!

Vagten: Javel, Søster Jarl.

Søster: . . . Og ikke en lyd til andre! Det er meget vigtigt!!

Vagten skynder sig videre til porten. Søster trækker sig igen tilbage. - Drageridderen er nået frem til Jarlsvold og står nu i porten. Hans hoved er skjult under hjelmen. Han bliver mødt af Mård.

Mård: Vær hilset, fremmede! En så strålende ridder ærer os med sin tilstedeværelse på vor store festdag. Hvad er dit navn og ærinde?

Drageridderen: Mit navn gælder lidet, mit ærinde meget.

Mård: Dit navn er måske lidet for dig, men store ting er på spil, så jeg spørger dig igen om dit ærinde, drageridder, - hvis jeg da læser dit mærke ret og må kalde dig ved slig titel?!

Drageridderen: Det må du.

Mård: Det er et drabeligt krav, det stiller til sin bærer - om han har gjort sig det fortjent!

Drageridderen: Mærke og titel har jeg vundet for at frembære mit ærinde her i dag!

Mård: Så må det sandelig være meget vigtigt - og det må vel borge for alle gode gange tre: Hvad er dit ærinde?

Drageridderen: Jeg er her for at lægge for Kolskægs fødder, hvad han begærer mest!

Mård: Og hvordan kan en fremmed ridder vide, hvad vor jarl begærer mest?!

Drageridderen: Det kan da ikke være nogen hemmelighed, når han har ladet sine sendebud kundgøre det for alverden. (Han trækker sit sværd og holder det højt løftet) Her er sværdet, der dræbte Angarung Jerndrage! Her er sværdet, der satte Morovenien fri af dragens fortryllelse og gav dronning Morven liv og land tilbage! Her er Morkunds sværd, Banebider!!!

Vagten: (Er nået frem til porten) Psst! Mård! Mård Søsterssøn!

Mård: Shh! - - Store ord! Store fordringer! For store til at afgøres med lidt hyggesnak i porten. Vent her og jeg skal overbringe dit budskab til Kolskæg Kåressøn Jarl!

Drageridderen: Jeg venter. (Han forsvinder fra porten).

Mård begynder at haste tilbage.

Vagten: Mård! Vent! Den er gruelig gal. Hun er ædende ond!

Mård: Hvem!

Vagten: Din mor - jeg siger dig, hun havde nær revet hovedet af mig.

Mård: Nå, så har du vel gjort dig fortjent til det.

Vagten: Jamen, du må tale med hende!

Mård: Har ikke tid!

Vagten: Vent! Du skal! Det var meget vigtigt!!

Mård: Ahhh! - - Nå. Hvor er hun?

Vagten: Ved den lille dør i forrådnelseshuset - forrådshuset!

Mård: Godt. Jeg går. Og du løber straks tilbage til hallen og fortæller Kolskæg, at jeg må tale med ham.

Vagten: Nej, jeg skal bevogte porten . . .

Mård: Det er en ordre!

Vagten: Altså Kolskæg beordrede . . .

Mård: Og nu beordrer jeg! Af sted!!

Vagten: Ja-ja, jeg skal give Kolskab dit budskæg . . .

Mård: Løb!!!

Vagten “løber”. I hallen er Torgerd stadig oppe ved gluggen.

Kolskæg: Kom nu ned, Torgerd! Det passer sig ikke for en jarls datter, at kravle rundt på stiger og glane på mandfolk!

Torgerd: Hvor han stråler! Tænk, så findes der virkelig helte. Og een af dem er kommet for at ægte mig!

Kolskæg: Hvad!!

Vagten: (Et sted undervejs) Pyh! Stormagtspolitik er hårdt arbejde!

Torgerd: Hør far, du har vel ikke glemt dit løfte? (Hun begynder at kravle ned).

Kolskæg: Nej, det er netop det, jeg ikke har! Jeg har lovet dig til Mård og jeg har lovet dig til en ukendt ridder, der pludselig dukker op! - - Hvordan læser jeg denne gåde?

Torgerd: Åh far, det er nemt nok. Kun eet løfte kan stå ved magt - det første løfte ophæver det andet!

Kolskæg:  Så enkelt er det ikke.

Mård mødes med Søster.

Søster: Hvordan kan en fremmed ridder pludselig stå ved porten og frembære et sværd, der ikke eksisterer!?

Mård: Aner det ikke.

Søster: Jeg troede, din plan var, kun at skikke bud til Halsønnerne og kun på skrømt fortælle Kolskæg, du sendte bud ud i alle verdenshjørner!

Mård: En eller anden må have gennemskuet min plan og prøver at spille med for egen vindings skyld!

Søster: Hvem?

Mård: Hvordan skal jeg vide det? Alle Vesterlandets stormænd er her i dag! Jeg må straks til Kolskæg!

Mård skynder sig videre. Vagten er nået frem til hallen.

Vagten: Kolskæg!

Torgerd: Du kunne ikke vide før i dag, at du skal opfylde dit første ord.

Kolskæg: Jeg tvivler på, Mård ser det på den måde. (Til Vagten) Hvad gør du her! Af sted på vagt, har jeg sagt!

Vagten: Jamen, Kolskæg, jeg fik ordre til . . .

Kolskæg: At tage vagten ved porten! Afgang!! Nu!!! (Vagten ud. Han støder sammen med Mård).

Mård: Ulfsteen! Gå straks til mit kammer og hent mine våben!

Vagten: Nu skal jeg altså til patten og stå vogt  - til porten og . . . !

Mård: Bagefter! Mine våben! Løb!!! (Vagten “styrter” af sted).

Torgerd: Hvis du ikke kan afgøre det, så lad mig. Jeg vil ikke have Mård, jeg vil have drageridderen!

Kolskæg: Men dog? Du har end ikke set ham! Kun hans strålende ydre.

Torgerd: Kun en rigtig helt kan . . .

Kolskæg: Eller en tyv!

Mård: (Kommer ind) Sande ord, Kolskæg Kåressøn. Sådan taler en klog jarl!

Torgerd: Lytter du ved dørene!!

Kolskæg: Rolig, Torgerd! Gå, så jeg kan lægge råd op med min betroede rådgiver!

Torgerd: Ved helhestens røv - den slimede . . . !!!

Kolskæg: Ud!!!

Torgerd forlader hallen.

Kolskæg: Kom lad os gå til porten. Vi kan tale sammen undervejs.

Mård: Nej, vent!

Kolskæg: Vi må have klarhed om denne sag, een gang for alle. Kom.

Mård: Hvad nu hvis denne “ridder” er en bedrager.

Kolskæg: Så vil vi sammen afsløre ham.

Mård: Betænk dog, hvem der kunne have fordel af denne sag!

Kolskæg: Hvad mener du?

Mård: Alle Vesterlandets fremmeste mænd er forsamlede her i dag. Om en fremmed drabsmand fandt vej til vor jarl, ville hver og een af dem være uden skyld.

Kolskæg: Siger du, de har lagt råd op om at dræbe mig?

Mård: Jeg ved for vist, at denne “ridder” er en bedrager. Og hvem ved, om han ikke også er både tyv og drabsmand.

Kolskæg: Ved du noget, jeg ikke kender til?

Mård: Hvordan skulle en simpel bedrager være i stand til at komme i besiddelse af det kostelige udstyr, han bærer, uden ved drab og ran.

Kolskæg: Kan du bevise det?

Mård: Ikke drab og ran, men bedrag.

Kolskæg: Hvordan?

Mård: Jeg har været din rådgiver i mere end et år og i den tid har jeg bragt al underretning til dig, der er kommet mig for øre. Men jeg har foreholdt selv dig een eneste ting! Og det har jeg gjort lige fra starten, for at vi kunne være sikre, at den der bringer os Banebider virkelig har udført den sande dåd.

Kolskæg: Og hvordan kan vi så det?!

Mård: Banebider er ikke et sværd. Det er Morkunds krigsøkse!

Stilhed.

Kolskæg: Min rådgiver er snedigere, end jeg troede - måske snedigere end han selv tror!

Mård: Den, der virkelig har fundet Banebider, står ikke med et sværd ved porten!

Kolskæg: Vogt dig, Mård! Hvis ikke du kan bevise for mig, at Banebider virkelig er, hvad du siger, så ryster du min tillid. Ikke bare i denne sag, men i alt hvad du har rådet mig!

Mård: Jeg vil bevise det, så al tvivl vejres bort! (Stilhed) Der er en måde!

Kolskæg: Hvilken?

Mård: Tvekamp.

Kolskæg: Tvekamp! Nu spiller du højt. Tvekamp er hellig. Kun sandheden kan vinde den!

Mård: Rigtigt! Jeg vil udfordre denne “ridder”. Med sandheden på min side vil en bedrager aldrig kunne vinde over mig!

Mård forlader hallen og går mod porten. Vagten er på vej med Mårds våben, men bliver afskåret af Søster.

Søster: Vagt, hvad laver du med min søns våben og brynje!?

Vagten: Mård Søsterssøn beordrede mig at hente dem!

Søster: Giv mig det hele, så skal jeg nok give ham det.

Vagten: Jamen, han beordrede mig. Han var meget bestemt!

Søster: Vrøvl! Kom så her med det. (Hun tager det fra ham og går).

Vagten: (Står en stund) Og hvad så? Søster Jarl, du glemte at give en ordre! - - Hvor skal jeg nu gå hen? Hvem skal nu give mig en ordre? - -

Vagten går den rimeligt lige vej ud. Mård er nået frem til porten, hvor Drageridderen atter møder ham.

Mård: Vi mødes igen.

Drageridderen: Før mig til Kolskæg Kåressøn.

Mård: Et øjeblik. Der er nogle spørgsmål, vi skal have afklaret først.

Drageridderen: Spørgsmål og svar er for Kolskæg Jarl og mig. Ikke for håndlangere, Mård Søsterssøn.

Stilhed.

Mård: Du kender mit navn fremmede, men vil ikke give dit eget! Du er en bedrager!

Drageridderen: Og du er hastig i dine beskyldninger, Mård Søsterssøn!

 

Råder uret

som ret

rammer rådet

rettelig

rådgiveren

Mård: En skjald! Du har sandelig mange titler, navnløse. Men dulgt tale skal ikke skjule sandheden. Lad våbnene tale og den skal komme for en dag. Jeg udfordrer dig til Tvekamp, bedrager!

Drageridderen: Lad det så være! - - I eet vil jeg give dig ret, Mård Tvetunge. Sandheden skal komme for en dag. Vi kan ikke være tjent med at have en bedrager iblandt os!


 

Billede 12 - Alt kommer for en dag

Forberedelser til Tvekamp. Drageridderen er allerede i klar. Søster kommer til Mård med hans udrustning. Kolskæg bekendtgør Tvekampen for forsamlingen.

Kolskæg: Vesterlændinge! En fremmed ridder er kommet til os på denne midsommerdag med store fordringer. Vor trofaste rådgiver, Mård Søsterssøn, har forlangt at sætte sin ære imod hans ære, at sandheden skal tale klart ved våbengny. - - Er alt rede?!

Drageridderen: Jeg er rede, Kolskæg Kåressøn Jarl!

Mård: (Der får sin brynje på af Søster og sine våben i hånd) - - og jeg ligeså! Kom an da, bedrager!!

De kæmper.

Mård: Du har valgt sværdet? Frygter du ikke så kosteligt et våben som dit skal få hakker i æggen?

Drageridderen: Intet almindeligt sværd kan mærke Banebider!

Mård: Netop! Hvorfor så ikke vælge øksen?!

Drageridderen: Hvad forskel gør det dog for dig, om din bane bliver bidt af sværd eller økse?

Mård: Ingen! For ingen bedrager, skal give mig banesår! Og nu ved jeg for vist, du er en bedrager!

Drageridderen: Du er svært glad for det ord. Agt dig! Bedst at være sikker, eller det vender sig imod dig!

Mård: Sikker! Det gjorde du mig, da du afslørede dig selv ved porten!

Drageridderen: Tågetale, Mård! Hvad er det, jeg har afsløret?

Mård: At du aldrig har udført dåden! Thi da havde du lært, Banebider er Morkunds krigsøkse!

Drageridderen: Mård, din skarpsindighed når nye højder.

Mård: Det rystede dig nok, drageridder! - I hvilken horehule har du udtænkt din jammerlige lille plan? Hvilken fnattet lille sisken har slået dig til ridder? Snød du hende til at pudse sværdet på forskud!?

Drageridderen: Var din mund, Mård Tvetunge! Jeg er ikke gået under vand og gennem mørke og drageild for at hånes af en sølle gnom som dig! Mit ridderslag fik jeg af dronning Morven, da jeg havde dræbt Angarung Jerndrage og sat Morovenien fri. Og af hendes hånd modtog jeg Banebider, Morkunds sværd, han der var Morvens gemal og konge over Morovenien da verden var ung og dragen kom. Han gik imod Angarung uden at bære dragehjelmen og i sit overmod så han dragen i øjnene. Og således fangede Angarung ham og tilintetgjorde ham. - - Og nu er tiden ovre for snak, Mård Søsterssøn. Øjeblikket er kommet, til at skære gennem alle dine rænker og lære dig Banebiders sande væsen at kende!!

Kampen stiger i ubønhørlig intensitet. Mård er mere og mere trængt. Han har dog et yndlingshug, der aldrig har svigtet ham og det har han fuldkommen tillid til nok skal vinde kampen for ham, bare han er tålmodig og venter på den rette åbning. Da den endelig kommer, hugger han lynhurtigt til. Men for første gang nogensinde undviger hans modstander let og i stedet bringer hugget ham helt ud af balance. Drageridderen hugger til og giver Mård banesår.

Mård: Hvordan undgik du mit hug?

Drageridderen: Jeg vidste, det ville komme.

Mård: Vidste? Hvordan kunne du vide det?

Drageridderen: Jeg har set dig bruge det ofte nok.

Mård: Set? Hvor? Hvornår?

Drageridderen: Når du øvede dig i våbenleg med mine brødre i lien ovenfor Morarende.

Mård: - - Helge Halsbrandssøn!

Helge: Ja. Jeg er vendt tilbage for at hævne den uret, du har øvet imod mig og mine!

Mård: Dine brødre er hævnet,  - men du sidder stadigvæk i fælden, ravn! Og nu klapper den i for altid!

Mård er død. Helge tager hjelmen af og vender sig mod forsamlingen.

Søster: Ham!!!

Kolskæg: Helge Brandssøn!

Søster: Morder!

Kolskæg: Hvad er nu dette?

Helge: Jeg er vendt tilbage, Kolskæg Kåressøn.

Søster: Det er den nidding, der dræbte Halsønnerne! Nu har han også dræbt min søn. Gør dog noget, Kolskæg!!

Kolskæg: Det er et overdådigt udstyr for en fårehyrde du bærer.

Søster: Drab og ran! Han er trefold fredløs, Kolskæg! Han skal dræbes, som han står!

Kolskæg: Er der sandhed i de ord, du just talte til Mård, har du en vidtløftig historie at fortælle.

Søster: En vanvittig historie!

Kolskæg: Og hvordan vil du bevidne den?

Helge: Jeg havde håbet, Kolskæg, du ville tro mig på mit ord.

Søster: Dit ord! Du har intet ord, æreløse træl!

Helge: Og denne Tvekamp? Har jeg ikke vundet og dermed vist at sandheden er i mine ord?

Kolskæg: Til dette øjeblik har jeg holdt Tvekampen for hellig og dens afgørelse for fuldkommen. Derfor tøver jeg nu og har ikke straks beordret dig dræbt.

Helge: Men sværdet? Tillad mig at overrække dig Banebider, at din hånd skal kende det. (Han går frem mod Kolskæg).

Søster: Pas på, eller han hugger dig ned! Er der ingen ende på dine rænker, nidding! (Helge stopper) Er din vilje visnet, Kolskæg?! - Er hver en manddom visnet her i dag!! Hvad kerer vi os om hans gøglebilleder. Hvad er kendsgerningerne?! Foran os ligger Mård Søsterssøn! Dræbt! Kendsgerning! Foran os står hans drabsmand! Kendsgerning! Og hvad giver han os? Tågesnak! Lad ham ikke længere føre os bag lyset. Dræb ham. Dræb den nidding! Dræb ham! Dræb! Dræb! Dræb!!!

En vred mumlen. Stemningen er nu mod Helge og folkemængden er klar til at kaste sig over ham. Men Brand, der har levet skjult i fjeldene, har sneget sig ind med folkemængden.

Brand: Kolskæg Kåressøn!

Stilhed.

Kolskæg: Brand!

Søster: Galdre-Brand!

Kolskæg: Hvordan er du pludselig her. Du forsvandt.

Brand: Jeg gik i fjeldet den selv samme nat, Helge drog af lande et år tilbage.

Kolskæg: Hvorfor?

Brand: Der var ingen ret for min søn. Derfor heller ikke for mig.

Søster: Netop, troldkvinde! Du indrømmer din medvirken! Dræb dem begge!

Brand: Hører du, Kolskæg. Tror du virkelig nogen ville have lyttet til mig, om jeg havde forsøgt at tale min sag?

Søster: Sagen er, at hun med sine trolddomskunster har styrket sin nidding af en søn.

Brand: Jeg har sagt dig det før, Søster Jarl, og nu siger jeg det for alverden: Jeg er blot et almindelig menneske og intet jeg besidder, hverken af evner eller ejendele, er andet og mere end de ser ud!

Helge: Konkylien?!

Brand: Hvad med den?

Helge: Den lyste for mig i mørket. Uden den havde jeg været fortabt.

Kolskæg: Hvad er nu det?!

Brand: Blot en strandskal, jeg gav min søn i afsked.

Kolskæg: Men nu hører vi, den kan lyse i mørke. Den må have besiddet en særlig kraft! Hvorfor give ham den, hvis du ikke vidste det!

Brand: For mig viste den ingen kraft. - Helge havde mistet alt, undtagen mig. Havde jeg fornægtet hans tro på mig, var han bukket under. Så jeg støttede ham.

Kolskæg: Og gav ham en magtfuld talisman! Når konkylien var din, må du have vidst, der var store kræfter på spil!

Brand: Hvilke kræfter? Det var ikke mine, for jeg ved - og jeg siger det igen - jeg har ikke den slags kræfter! Måske har Helge? Eller konkylien? Eller Mård?

Kolskæg: Mård?!

Brand: Ja. Han satte hele historien i gang. Den slags skal man være meget varsom med. Det er store kræfter at slippe løs!

Kolskæg: Flyvske tanker, Brand! De kan være gode nok for dig, men jeg, der skal dømme i denne sag, må forholde mig til virkelighedens verden.

Brand: Hvilken virkelighed? . . . Verden, den er omkring os. Det ser vi og kender vi. Men virkeligheden. Findes den? . . . Nej. Du har din og jeg har min. Men hvem ved, hvad du skaber i min virkelighed, med det du slipper løs i din?

Stilhed. Kolskæg overvejer.

Kolskæg: Helge Brandssøn! Tvekamp er hellig! Jeg vil derfor afstå fra min ret til at forfølge dig og forøve din død, som tingets dom foreskriver!

Søster: Hvad! Vil du lade niddingen gå fri! Vil du lade min søn uhævnet!!

Kolskæg: Mård blev dræbt i ærlig kamp.

Søster: Nej!! Denne sag er ikke din alene, Kolskæg!

Kolskæg: Du har ret, Søster. I afgørelsen af denne sag har vi begge et ord . . .

Søster: Så står tingets dom ved magt!

Kolskæg: Ikke så hastigt! Dit ord har samme vægt som mit, hverken mere eller mindre. Men der er endnu een, der har samme ret som os, at lægge sit ords vægt i enten den ene eller den anden skål!

Søster: Hvem?!

Kolskæg: Torgerd! (Vender sig imod hende) Hvad siger du i denne sag?

Torgerd: Jeg?! - - Jeg har ikke noget at sige.

Kolskæg: Jo! Kun dit ord er tilbage i denne sag.

Torgerd: Nej. Nej!

Kolskæg: Sig os din mening.

Torgerd: Jamen, hvis jeg siger det ene, hvad så med det andet?

Kolskæg: Ingen sag kan have flere afgørelser.

Torgerd: Helge Halsbrandssøn! Det kan ikke passe!

Helge: Og hvorfor ikke?

Torgerd: Trællesønnen, der drømte om at købe sin mor fri med en kobberring!

Helge: Jeg er ikke længere den dreng, som du trak ved næsen for din fornøjelses skyld. Jeg har øvet den dåd, hvis pris, jeg nu forlanger!

Torgerd: Dåd! Den dåd, du øvede var niddingsværk og fortjente dig en retfærdig dom! Og nu vover du at komme tilbage og øve drab på endnu en ærlig mand!

Helge: “Niddingsværk”! “Ærlig mand”! I havde så travlt med lytte til Mård Søsterssøn, at jeg var skyldig og dømt, inden jeg nogensinde fik mulighed for at fortælle min del af historien. Men nu er jeg kommet tilbage og har hævnet mine brødre. Hvis det er niddingsværk, står det slet til i Vesterlandet!

Torgerd: Nu går du for vidt! Du slår min fars søsters søn ihjel og bagefter gør du ham til den skyldige!

Helge: Det gjorde han selv den dag, han dræbte mine brødre!

Søster: Det er løgn i din hals!

Kolskæg: Søster!!!

Torgerd: Ahhh!!! - - Far, hvad skal jeg gøre!

Kolskæg: Det kan kun du afgøre. Ingen kan hjælpe dig.

Torgerd: Han kan dø!

Kolskæg: Hvis du tror, han er skyldig.

Torgerd: Jeg vil ikke have hans blod på mine hænder!

Kolskæg: Det får du kun, hvis du tror ham uskyldig og dømmer ham alligevel.

Torgerd: Det er urimeligt at tvinges til et sådant valg!

Kolskæg: Ja.

Torgerd: Så jeg slipper . . .

Kolskæg: Nej!

Stilhed.

Torgerd: Helge, om jeg tror dig på dit ord, så vil det sige . . .

Helge: At jeg er fri af tingets dom!

Torgerd: Så vil det sige . . .

Helge: At den dåd jeg har øvet her såvel som ude er ærlig og fortjener ret og pris!

Torgerd: Så vil det sige, at du og jeg . . .

Helge: Ja!

Torgerd: Åh, nej.- - Jeg afstår fra min ret til at forfølge dig og forøve din død, som tingets dom foreskriver!

Søster: Neeejjjjj!!! Ikke det! Aldrig det! Skal jeg berøves alt! Min søn! Min oprejsning! Min hævn! Nej. Nej! Nej!! - Een ting skal I ikke tage fra mig! Hævn!!

Søster trækker en skjult kniv og kaster sig pludseligt over Helge. Efter en kort kamp tager han kniven fra hende og kaster hende til jorden.

Søster: Min hævn. Min hævn. Jeg vil have min hævn.

Kolskæg: Rider maren dig! Hvor vover du at snigløbe en mand, der med al ret og rimelighed er fundet fri af sine anklager!

Søster: Er I blinde alle sammen! Ser I ikke, hvor snedigt han har maget det!

Kolskæg: Hvad mener du?

Søster: Nu vil tvivlen altid nage jer og altid holde ham fri!

Helge: Nærer du ikke selv den ringeste tvivl, Søster Jarl? Du af alle må vide, Mård dræbte mine brødre.

Søster: Siger du! Og samtidig har du dræbt det eneste vidne, der kan bekræfte dine vilde anklager. Intet kan længere bevises!

Helge: Ønsker du bevis, Søster Kåresdatter?

Søster: Ha! Der findes ikke bevis!

Helge: Det ligger for din fod.

Søster: Hvor!

Helge: I Mårds bælte. - - Tag hans pung.

Søster: Hvad skal det bevise?!

Helge: Mård påstod, jeg tog Sigvards pung og skubbede ham i dybet.

Søster: Ja.

Helge: Og Mård førte pakhesten med sig ned!

Søster: Ja, hvad . . .

Helge: Tag pungen!

Søster: (Tager pungen og holder den op) Hvad skal det bevise. En almindelig pung, som du kan finde den i hvert andet bælte i Vesterlandet?!

Helge: Åben den og tøm indholdet ud! (Søster gør det) Vend vrangen ud på den!

Søster gør som han siger. Udenpå er det en almindelig grå og slidt kræmmerpung i groft læder. Indersiden er gjort i fornemt læder med farvede figurer trykt i overfladen.

Søster: Hvad skal det betyde?

Torgerd: Fugle?

Kolskæg: Falke! Krydderslægtens mærke!

Helge: Den pung tilhørte Krydder Stærke. Når han var i stadstøjet, bar han den med den side ud! Gunhild gav mine brødre den med sig på rejsen. Den hang på pakhesten.

Stilhed. Så slipper Søster pungen.

Søster: Det er ikke rigtigt! Det kan ikke være rigtigt! Mård - hvor kunne du! Alt skulle du vinde! Alt har du ødet! Din drøm var klar! Lysende klar! Og nu? Alt brændt til aske! - - Alt, undtagen eet: Mit had til Krydderslægten!! Hal Krydderssøn sveg mig og det skal I aldrig glemme! Aldrig skal i vide jer sikre! Min hævn kan ramme jer, når i mindst aner det! Vogt jer for min hævn!!

Søster er borte. Stilhed.

 

Helge:                                                    Såret sind

smerter

når sjælen

savner soning

Hævn

hævner sig

på hævneren

Kolskæg: Søster! Kom tilbage! Hvor vil du gå hen? - - Ser jeg hende nogensinde igen?

Brand: Det er svært at vide, Kolskæg Kåressøn. Hvad har hun tilbage, hvis hun æder sin stolthed?

Kolskæg: Brand! Du har lidt stor uret. Det er ikke i min magt at gøre dig fri af din trællestand, det kan kun din herre Hal Krydderssøn gøre, men jeg kan dog bede dig som gæst til din søns bryllup. - - Kommer du Torgerd?

Torgerd: Ja, men - -

Kolskæg: Torgerd! Nu er den sag afgjort!

Torgerd: Det er bare det - -

Kolskæg: Hvad?

Torgerd: Men han - -

Kolskæg: Torgerd! Han var alt det, din sjæl begærede, så længe han blot var en ukendt helt, der strålede af guld og ædle stene!

Torgerd: Jamen, det er ikke det - -

Kolskæg: Hvad så!

Torgerd: Nu tager du mig vel ikke bare for hårets skyld!?

Helge: - - Der er jo altid jarledømmet.

Torgerd: Hvad! Nå sådan! Så skal du også få en kone, der er en jarl værdig. Jeg skal bære håret bundet op og dækket af en hue, som det sømmer sig for en gift kone! Dag og nat!

Kolskæg: Hun skal nok holde dig i ørerne, drageridder!

Torgerd: Det turde være let  nok!

Helge: Trøst dig, Torgerd Kolskægsdatter: Så længe du ønsker det, skal jeg bære dragehjelmen i vores ægteseng. Dens ører er ganske vist endnu større end mine, men de er i det mindste gyldne!

Slut