Drageridderen En eventyrlig fortælling af Henrik Thomsen Århus
20. april 1998 |
Verden
eksisterer. Det gør virkeligheden ikke. Virkeligheden er aldrig andet end vores
fortolkning af verden.
Personerne:
Nornen
Helge Halsbrandssøn, søn af Hal og Brand.
Brand Trælkvinde, Mor til Helge med Hal Krydderssøn. Kaldet Galdre-Brand på grund af hendes trolddomsevner.
Gunhild Siggesdatter, husfrue på gården Morarende, gift med Hal Krydderssøn og mor til trillingerne. Kaldet Gunhild Skarptunge.
Sigfus, Sigvald & Sigvard, trillinger. Sønner af Hal Krydderssøn og Gunhild Skarptunge. De bliver spillet af den samme skuespiller.
Kolskæg Kåressøn Jarl, Jarl over Vesterlandet. Søn af Kåre Jarl.
Torgerd Kolskægsdatter,
datter af Kolskæg. Kaldet Torgerd
Hårvæn på grund af sit usædvanligt
lange og glansfulde hår.
Søster Kåresdatter Jarl, søster til Kolskæg, gift med Eigil Tostessøn Skinfælg, der led strådøden. Har med ham sønnen:
Mård Søsterssøn, Kolskæg
Jarls søstersøn. Senere kendt som Mård
Tvetunge.
Vagten, en brav mand ved
navn Ulfsteen Tornssøn.
Første
billede: Livets væv
Nornen: Lyt!
Lyt og lær
vævets lov.
Menneskelivet snor sig,
snor sig snildt
som en snare.
Ingen undslipper
vævets lov.
Lyt og lær.
Lyt!
Hvor kom jeg til? Var der ikke en løs ende herovre? Sådan! Hvad en stakkels norne dog må arbejde med. Ikke to tråde er ens! Hvordan skal jeg få vævet til at føje sig jævnt og pænt med dem. Se nu blot den lille stump her. To af Vesterlandets fremmeste slægter burde føje sig om hver deres plads i mønstret. Jarlslægten på Jarlsvold hos hvem landets styre hviler og Krydderslægten på Morarende, en slægt så gammel som Vesterlandet selv! Ærværdige slægter, der burde føje sig og følge vævets bud! Men Søster Jarl bærer nag til Krydderslægten, kalder sig vraget og snakker om brudt ægteskabsløfte. Ægteskabsløfte! Hal Krydderssøn aldrig så meget som så til hendes side men føjede sig dydigt til Gunhild Siggesdatters tråd, som jeg gav ham ifølge. For en tid . . . For aldrig så snart jeg vender ryggen til bryder han mønstret og sniger sig en frilletråd til og selvom jeg i mit storsind beriger hans slægt med ikke mindre end tre tråde på een gang snyder han en ekstra tråd ind i mønstret med sin frille! Der har han nu fået løn som forskyldt for Gunhild har ikke fortjent sit tilnavn Skarptunge uden grund. Ikke sært Hal Krydderssøn altid er på handelsrejse. Og meget bedre ser det ikke ud på Jarlsvold. Kolskæg Kåressøn og hans søster sidder begge i enkestand og hæger om hvert sit eneste barn. Alt hvad Søster Jarl kan tænke på er sin søns hæder og hævn over Krydderslægten og det vil bringe alle tråde i ubodeligt sammenfiltret fordærv! Mønstret ødes! Mørke martrer Vesterlandet!
Andet billede: Mårds drøm
Helge,
Torgerd, Mård:
Hvorfor skal jeg bøje mig!?
Brand: Fordi du er søn af en
træl.
Kolskæg: Fordi du er datter af en
Jarl.
Søster: Fordi vi må fare med list!
Helge: Gunhild Skarptunge er
altid på nakken af dig. Du må dårligt nok sætte dine ben på Morarende, men tage
til takke med en faldefærdig sæterhytte!
Brand: Gunhild Siggesdatter er
din madmor! Tal pænt om hende!
Helge: Hvorfor finder du dig i
det.
Torgerd: Jeg finder mig ikke i det!
Kolskæg: Torgerd. Du er min datter
og mit eneste barn. Jeg er Jarl over Vesterlandet og det forpligter.
Torgerd: Dig, ja!
Kolskæg: Torgerd! Når din tid kommer,
er det dit hverv at føre Jarlslægten videre!
Mård: Men jeg er af Jarlslægten!
Hvorfor fare med list, når jeg er den første mandlige arving?
Søster: Arvefølgen er altid gået i
lige linje.
Mård: Torgerd kan da aldrig
blive Jarl?
Søster: Selvfølgelig bliver hun
ikke det. Det gør den mand, der får hende til ægte.
Mård: Så går titlen ikke i arv i
lige linje. Den bliver ikke engang i slægten!
Søster: Ganske rigtigt! Men
Kolskæg er for stivsindet til at indse det!
Helge: Gunhild Skarptunge er en
stivsindet gammel hest! Ikke så underligt, Hal Krydderssøn altid er på rejse.
Brand: Tal ikke nedsættende om
din far, Helge!
Helge: Mor, jeg ser ham stort set
aldrig. Han har sørget for, jeg er så langt væk fra Morarende som muligt!
Brand: Han har gjort dig til sin
fårehyrde. Det er et hæderligt hverv.
Torgerd: Hverv!?
Kolskæg: Ja, hverv! Du må lære en
husfrues gøremål. Fra grunden. Fra i morgen følger du pigerne og tager del i
deres arbejde.
Torgerd: Far! Vil du have, jeg skal
stå med runkne hænder i vaskevand?
Kolskæg: Torgerd! Tir mig ikke med
sådan svæklingetale!
Helge: Er Hal da en svækling? Han
lader Gunhild regerer på Morarendet og det går ud over dig. Alle kalder dig Galdre-Brand
for dine særlige evners skyld. Hvorfor bruger du dem ikke?
Brand: “Særlige evner” skal
håndteres med stor varsomhed.
Mård: Havde du bare evner som
Brand trælkvinde. Men du er drømmetyder, mor. Kan du tyde en drøm, der har hjemsøgt
mig i mange nætter?
Søster: Fortæl mig din drøm og jeg
skal fortælle dig det.
Torgerd: Det her er en ond drøm.
Far! Ønsker du virkelig at se mig kravle rundt og skure gulv.
Kolskæg: Du må lære . . .
Torgerd: Stå med armene begravet i
indvolde over slagtebænken.
Kolskæg: Du må lære . . .
Torgerd: Og når jeg kommer og siger
godnat til min elskede lille far, bliver han omfavnet af et skrog med fedtet
hår og hans næse fyldes med lugten af harsk stegeos!
Kolskæg: Jamen Torgerd, det kan jo
ikke nytte . . .
Torgerd: Netop! Så skal jeg heller
ikke behandles som en trælkvinde af min egen far, vel?!
Kolskæg: Torgerd, jeg behandler dig
da ikke som en trælkvinde!
Helge: Men Hal behandler dig som
en trælkvinde!
Brand: Selvfølgelig. Jeg er træl.
Helge: Og jeg bliver bare holdt
så langt fra Morarende som muligt.
Brand: Hal Krydderssøn holder sig
oprejst på en knivsæg, når han holder hånden over os. Om ikke skæbnen havde været
så gunstig at lade Hal besvangre Gunhild med tre drengebørn på een gang, havde
for længst jaget os på porten.
Mård: Jeg er på jagt. Men netop
som jeg ser en rype sidde for skud, dukker tre falke op, der vil tage byttet
før mig, så jeg skyder dem. Med min sidste pil vender jeg mig atter mod rypen,
men en ravn sætter sig imellem. Jeg tøver og kaster i stedet min kappe over
ravnen, inden jeg igen tager buen op og skyder. Men om jeg rammer rypen, ved
jeg ikke, for i det samme vågner jeg. - Hvad betyder det?
Søster: Lad mig se, om ikke jeg
kan udlægge det.
Kolskæg: Jeg vil ikke lægge mig ud
med dig, Torgerd.
Torgerd: Selvfølgelig ikke. Du vil
meget hellere fylde din datters liv med glæde og fest!
Kolskæg: Ja-ja, lad os nu se . . .
Torgerd: Og invitere de bedste
skjalde og troubadourer . . .
Kolskæg: Torgerd, nu må vi være
fornuftige!
Torgerd: . . . og bede dem tage de
sidste nye heltekvad og ridderromaner med fra de store hoffer i den civiliserede verden!
Kolskæg: Torgerd, vågn op!
Søster: Det er skade, du vågner
for tidligt.
Mård: Hvad mener du?
Søster: Rypen er dine drømmes mål.
Når du vågner før du rammer den, ved vi ikke for vist, om du når det. Men hvad
skal hindre dig når alle hindringer er væk?
Mård: Hvilke hindringer?
Søster: De tre falke er
Krydderslægtens trillingeyngel. Det er der ingen tvivl om.
Mård: Sigfus, Sigvald og
Sigvard! Min barndoms legekammerater. Ha! Skal vi nu lege en sidste leg?!
Kolskæg: Livet er ikke nogen leg,
Torgerd.
Torgerd: Begynder du nu igen, din
gamle gnavpotte!
Kolskæg: Du er for egensindig,
Torgerd! Børn skal lyde deres ældre!
Torgerd: Sig det til
Krydderslægtens vanartede trillinger!
Helge: Gunhild hænger ved sine
trillinger. De driver mig til vanvid!
Brand: Har de nu været efter dig
igen?
Helge: Mor, er mine ører virkelig
så forfærdeligt store?
Brand: Dine ører er dine, Helge!
Lad ikke dine brødres drilske ord røre dig!
Helge: Halvbrødre! Forleden dag
kom de med en tovende og sagde, at vinden var helt rigtig til drageflyvning.
Jeg må have løbet flere mil efter deres heste.
Brand: Åh nej, hvordan kan jeg
bede dig være tålmodig og bære over med dine br.. halvbrødre!
Helge: Løbeturen var ikke det
værste.
Brand: En dag må du forlade dette
sted, Helge!
Helge: Forlade Morarende? Jeg vil
aldrig forlade dig!
Brand: Ikke bare Morarende, men
Vesterlandet.
Helge: Rejser jeg bort, har jeg
slet ingen.
Brand: Her øder du dit liv!
Kolskæg: Du øder ikke dit liv her,
Torgerd! Med mindre du nægter at tage det alvorligt.
Torgerd: Liv? Her? Ha!
Kolskæg: Du kommer aldrig uden for
en dør. Tag i det mindste ud på en ridetur.
Torgerd: Heste lugter!
Kolskæg: Det gør dit hår
efterhånden også.
Torgerd: Hvad!!!
Kolskæg: Sådan lidt muggent og
hengemt. Og når jeg nu ser nærmere efter, så virker det også noget slattent og
glansløst.
Torgerd: Det passer ikke!!! Jeg
kæmmer det med hundrede strøg hver morgen!
Kolskæg: Ja, jeg har ikke meget
forstand på de ting.
Torgerd: Hør hvad er det? Jeg synes
lyset skifter. (Hun kravler op til
gluggen og skyder lemmen fra) Ja, solen bryder igennem! Sikken et dejligt
vejr. Jeg tror, jeg går ned og siger til staldkarlen, om at sadle en hest.
Kolskæg: Det lyder som en god ide.
Torgerd: Og når jeg kommer hjem,
kan vi snakke om, hvilken skjalde og troubadourer, vi skal overveje til den
fest!
Mård: Det bliver en fest!
Søster: Ikke så hastigt. Sigfus,
Sigvald og Sigvard vil du let komme om ved, men der er stadig ravnen. Hvem er
han? Det nager mig, jeg ikke kan se det! Vi må fare med lempe og bruger al vor
list!
Mård: Og det ved jeg, hvordan vi
gør! Lempe og list! Mor, du skal se, jeg kan magte begge dele til overflod!
Tredje billede: Sørejsen
Nornen: Tråden og vævet! Vævet og
tråden! Hvad er de uden hinanden? Og alligevel søger alting egne veje. Jeg må
gribe ind! Jeg må tvinge Jarlslægten og Krydderslægten fra hinanden. Uigenkaldeligt!
Det vil være svært med de tråde her, men hvad med den? - - Om den vil jeg
spinde en historie så stærk, at jeg kan få orden og mønster i vævet! Lyt da! Lyt
og lær!
Ingen
kender ham. Havnefjord er fuld af hans slags. Jeg vil kalde ham - - :
Håbløs! - - Havnen er fuld. Håbløs går
i regntykningen søger rejsepas. Ved den yderste mole ligger et lurvet skib, der
tilbyder ham en plads, hvis han er villig til at arbejde for det? Håbløs går
ombord. Uendelige dage med vådt tøj og valne hænder, der rives til blods på
groft tovværk. Genstridige vinde driver dem hid og did. Mange mumler om
trolddom og begynder at se skævt til Håbløs. Himlen bliver sort. Ingen stjerner
viser vej. Stormen får stemmer og hyler hånligt i sejl og rig. Alle har nok at
gøre med at holde det spinkle skib levende i søen. Da med eet rumler et dybt
brøl dem i møde. Som ventede et sultent rovdyr i mørket. Skipper råber: “Nu véd
jeg, hvor vi er! Sådan brøler brændingen ud for Moroveniens kyst og intet skib
slipper nogensinde levende fra dens skarpe skær. For i Morovenien hersker et
frygteligt væsen. Og nu véd vi, hvorfor vi er havnet her! Aldrig før har vi
haft Håbløs ombord. I havet med ham og vi andre kan komme bort herfra uden
mén!” Mandskabet kaster ham over bord. Iskoldt vand lukker sig over hans hoved.
Skibet er væk. Vandet vender op og ned på ham. Mørke omkring ham. Mørke fylder
ham. Glemsel.
Fjerde billede:
Skæbnesvangre møder
Kolskæg sidder i hallen og plejer
sit brækkede ben.
Mård: Vær hilset, Kolskæg
Hestetvinger! Jeg ser, du nyder din retfærdige hvile, efter dit vilde natteridt!
Kolskæg: Plag mig ikke, Mård
Søsterssøn!
Mård: Hvad skete der egentlig?
Kolskæg: Ulf Terning, den halunk, æggede
til kappestrid og i mørket . . .
Mård: Det var ellers fuldmåne.
Kolskæg: Der gik en sky for, netop
som jeg sprang på hesten!
Mård: På en skyfri nat? Nå, den
sky! Ja, øllet er godt og stærkt i år.
Kolskæg: Der gik en sky for månen!
Basta! Fri mig for dine morsomheder!
Mård: Lystig tale letter svær
snak.
Kolskæg: Hvad mener du?
Mård: Tænk på fremtiden, Kolskæg
Jarl Hvordan var det gået, om du havde lidt alvorligere skade? Når Torgerd
stadig sidder ugift er arven af jarledømmet usikker!
Kolskæg: Det er ikke bejlere, det
skorter på. De sværmer om Jarlsvold som fluer om en kokasse. Men Torgerd læser
for mange af de her nymodens ridderromaner. Hun har fået helte på hjernen.
Mård: Så giv hende en helt!
Kolskæg: Hvad mener du?
Mård: Sæt bejlerne en prøve som
kun helte kan klare.
Kolskæg: Der har du måske fat i
noget! - - Og dog, når prøven er
udført, skal Torgerd overtales - det bliver en sværere opgave end nogen prøve,
vi kan udtænke!
Mård: Det overlader jeg til dig!
Men resten kan jeg nok sætte i værk. Lad kundgøre, at den mand af ren tanke og
ædel byrd der inden midsommer næste år bringer dig sagnkongen Morkunds
fortryllede sværd, han vinder din datter og din titel!
Kolskæg: Hvad er det for et sværd?
Det har jeg aldrig hørt om.
Mård: Ikke? Det gør intet, blot
den, der bringer det kan bevise, det virkelig er Morkunds navnkundige sværd,
Banebider!
Kolskæg: Banebider!? - - Sandelig!
Jeg tror, du har fat i noget af det rigtige!
Mård: Godt, lad mig da sende
budbringere ud i Vesterlandet - ja til storslægter i hele den kendte verden.
Selv vil jeg ride til Morarende og tale med Gunhild Siggesdatter, så hun kan
fortælle sine sønner nyheden!
Kolskæg: Hvad siger du! Også
Kryddersønnerne!
Mård: Selvfølgelig! Alle af
passende byrd skal have muligheden. Så det er klart, at Kryddersønnerne må have
bud. Og hvis du tænker efter, Kolskæg, hvilken fare er der så for, at en af
Kryddersønnerne klarer en sådan prøve?!
Kolskæg: Den fare er til at overse.
Mård: Og når alt er sat i værk,
drager jeg selv af sted.
Kolskæg: Hvad?! Har du tænkt . . .
?
Mård: Selvfølgelig!
Kolskæg: Mård! Det går ikke!
Mård: Tror du ikke, jeg kan øve
heltedåd!
Kolskæg: Jo jo, selvfølgelig! Men
Mård! Det siger da sig selv! Nej, det går simpelt hen ikke!
Mård: Jamen - - !
Kolskæg: Nej! - - Tro mig, jeg
påskønner dine gode råd. Herefter regner jeg dig som min rådgiver!
Mård: Du viser mig stor ære,
Kolskæg Kåressøn Jarl. Ære en svigersøn værdig. Ser du ikke . . .
Kolskæg: Nok! Det bliver, som jeg
har sagt! Mård - du er min søsters søn og Torgerd er min datter. Det er alt for
tæt et slægtskab til ægteskab! . . . Se nu ikke så trist ud, Mård Søsterssøn.
Tænk på alle de strabadser, det sparer dig for . . . Jeg kan da heller ikke
undvære min fremmeste rådgiver!
Mård: Naturligvis, du har ret. -
Tillad da din rådgiver at ride til Morarende med dit bud.
Kolskæg: Du har min tilladelse.
Helge vogter får i lien. Han
ligger under et udhæng på en stor klippeblok.
Helge: Hvad er det!? Heste! Åh
nej, det er trillingerne. Jeg holder det ikke ud! (Han tager sin stav) Jeg tamper dem! Nej-nej, det går ikke. Men
hvis jeg nu sådan rent tilfældigt springer dem i møde og skræmmer deres heste?
Jeg kan altid sige, jeg mærkede uro mellem fårene og troede flokken i fare? Det
kan ingen da klandre mig for!
Han sniger sig hen til hjørnet, hvor stien dukker frem bag
klippeblokken og venter. Lige før der dukker nogen frem, styrter
Helge brølende og med løftet stav rundt om hjørnet og
forsvinder. Råb og hestevrinsken. Torgerd kommer trimlende i syne med skørter og hår i vild forvirring.
Torgerd: For een i helhestens hede
røv da også!! Jubelmide! Skvatnar! Hvad bilder du dig ind! - - Så se dog i det
mindste at få fat i den hest, inden den stikker af! Åh nej, se nu mit hår!
Helge dukker frem bag klippen med
en hestetømme i hånden. Han står længe og stirrer på Torgerd.
Torgerd: Hvad glaner du på, dreng?!
Har du fået solstik? Dine øre er i hvert fald helt skoldede!
Helge: (Famler ved sine ører - taber tømmen) Det . . . Jeg . . . måske
blæsten . . .
Torgerd: Hvad hedder du?
Helge: . . . Helge . . .
Torgerd: Helge?! Hals søn med
Brand?
Helge: . . . ja . . .
Torgerd: Nå så det er dig?! - Jeg
er Torgerd Kolskægsdatter. - Så du er altså Helge Halsbrandssøn!
Helge: Jeg ville ønske, du ikke
kaldte mig det . . .
Torgerd: Nu går hesten igen, Helge
Halsbrandssøn.
Helge: Jeg tabte tøm . . . jeg
hedder altså . . . det var ikke med vilj . . .
Torgerd: Så fang den igen, Helge
Halsbrandssøn!
Helge: Jamen, jeg tabte bare . .
. Det var ikke meningen . . Kunne du ikke bare kalde mig Hel . . .
Torgerd: Kan du ikke høre, hvad jeg
siger? Det kan jeg dårligt tro! (Helge famler igen ved sine ører) Du godeste, hvis de bliver meget
rødere, bryder de i brand! Så se dog at få tag i den hest! (Helge gør omkring og forsvinder op ad stien)
Ved alle vætter - tumpe! (Om håret)
Åh nej, nej, nej - det er helt
filtret! Se nu her: Mos - og jord - nej fårelort!
Helge: (Dukker frem bag klippeblokken igen med hestetømmen i hånden) Her .
. . er hesten. Den var . . . ikke . . . nået . . .
Torgerd: Så bind den! Og hjælp mig
så med at få alt det skidt ud af mit hår! Hvad i alverden laver du helt herude
i ødemarken? - - Nu er han minsandten gået i stå igen! Hvad glaner du nu på! Det er din skyld, jeg ser
forfærdelig ud!
Helge: Nej-nej, du . . .
Torgerd: Jo det er! Du skræmmer min
hest - ruller mig i fårelort - ødelægger mit tøj - ugler mit hår . . .
Helge: Nej-nej, det er smukt!
Torgerd: Hvad?
Helge: Dit hår! Det er smukt. Det
er det smukkeste, jeg nogensinde har set - -
Stilhed.
Torgerd: Nå. - - Aha. - - Han
synes, mit hår er smukt - -
Stilhed.
Helge: Vogter får.
Torgerd: Hvad?
Helge: Vogter får. Du spurgte,
hvad jeg lavede. Jeg vogter Hal Krydderssøns får.
Torgerd: Hele dagen?
Helge: Hvad mener du?
Torgerd: Har du ikke andet at tage
dig til?
Helge: Ikke andet at tage mig
til! Det er et hæderligt hverv, som viser stor tillid!
Torgerd: Hvad! Jo? Selvfølgelig!
Jeg mente bare . . altså . . . du må da have tid til at arbejde med andet end
fårene, mens du holder øje med dem.
Helge: Nåh jo - det gør jeg da
også. Faktisk er jeg ganske snild på hænderne. Se nu min stav her, den har jeg
selv skåret.
Torgerd: Så kan du måske hjælpe
mig, Helge. Jeg tror, der skete et eller andet med min sko, da jeg faldt.
Helge:. . . jeg . . . synes nu, den . . . ser . . .
Torgerd: Så tag den dog! Du kan da
ikke se noget på den afstand!
Helge: Der . . . er måske . . .
noget med snørehullet her . . .
Helge: Kan du klare det? Skulle
jeg ikke hellere tage den med hjem til læderflikkeren.
Helge: Nej-nej, det kan jeg
sagtens ordne!
Torgerd: Kan du virkelig?! Du er en
mand af mange evner, Helge Brandssøn. Jeg tror, du kan drive det vidt!
Helge: Tror du? Hvordan?
Torgerd: Vesterlandet er for
snævert for en mand af dine evner, Helge Brandssøn!
Helge: Ja, måske . . . Mor sagde
også den anden dag . . . jeg mener: Jeg sagde også til mor den anden dag, at
jeg drager af lande.
Torgerd: Der kan du se - du har
allerede selv fornemmet det!
Helge: Du har ret. Jeg drager ud.
Og vender hjem som en dreven mand.
Torgerd: Og en holden mand!
Helge: - og en holden mand.
Torgerd: En mand med stor ære! En
mand, der færdes hjemmevant blandt stormænd!
Helge: Gå med åben pande ind ad
alle døre. Gå lige ind i hallen til Hal Krydderssøn og sige: “Hil dig Hal på
Morarende. Ser du denne tunge kobberring på min arm? Hvad siger du til en rask
handel! Du får denne kobberring og jeg får den trælkvinde, der hedder Brand!”
Torgerd: Helge, hvor er det smukt! (Hun rækker foden frem. Helge knæler og begynder at give hende skoen på igen) Men skal din mor
virkelig være den eneste kvinde i dit liv? Skal du ikke søge dig en kone? Du
kunne anholde enhver storbonde om hans datters hånd. - Eller hvorfor ikke stile
højere? En hirdmands datter? Eller helt til tops. En jarls datter! - - Nu er
hans ører helt skoldede igen. - - En stormand må vide at kunne styre sine ører!
- - Købe sin mor fri for en kobberring! En gemen kobberring!! Stormænd går ikke
med kobberringe! Se godt efter, Helge. Når store folk bærer ring, er det sådan
nogle! Guld! Og når de handler, er det sådan nogle, de handler med. Men rejs du
bare ud i den store verden, Helge Halsbrandssøn! Og når du så har slidt som et
bæst i en menneskealder, har du sikkert tjent dig en formue så stor, at du kan
vende hjem og købe dig en jarls datter for en kobberring!
Torgerd løber op og binder sin hest
løs. Hun forsvinder op ad stien.
Helge: Hårdt rammer
hændeligt møde
Hjertet hamrer højt
Hån tålte Helge
Håret hjalp
Gunhilds kammer på Morarende. Gunhild sidder i dybe tanker. Efter en stund rejser hun sig og går til døren.
Gunhild: (kalder ud) Find mine sønner og send dem herind - straks!
Gunhild går tilbage i rummet og lukker sin kiste op. Hun leder lidt i den og
løfter en pung op. Efter at have vejet den prøvende i hånden lægger hun den
tilbage og lukker kisten.
Sigvard: (Springer ind ad døren) Jeg kommer på min moders bud - der vanker
nok et arveforskud.
Gunhild: Hvor er dine brødre,
Sigvard?
Sigvard: Det ved jeg ikke.
Gunhild: Af sted og find dem! (Hun genner Sigvard ud ad døren
igen og taler efter ham) Sig til dem, jeg har noget meget vigtigt at tale
med jer om. Det gælder hele jeres fremtid.
Sigvard: (Ude) Uha-uha. Det lyder for alvorligt til at være sjovt.
Gunhild: Se så at komme af sted med
dig! (Hun kommer ind i rummet igen)
De er dejlige drenge, men de tåler dårligt al den lediggang.
Sigfus: (Kommer ind ad døren. Han har en lammekølle i hånden, han gnaver af)
Hvad er der?
Gunhild: Åh!
Sigfus: Hva’ er der?
Gunhild: Sæt dig ned.
Sigfus: Kvældsmaden er lige kommet
på bordet. Den bliver kold!
Gunhild: Du kan vel for een gangs
skyld lade maden komme i anden række. Jeg har vigtigt nyt at berette!
Sigfus: Ærlig talt, så vigtigt kan
. . .
Gunhild: Sæt dig så ned! (Sigfus
går over til den bænk, Gunhild peger på. Den er kun delvis synlig for publikum og placeret, så den
synlige af trillingerne kommer til at sidde med ryggen til publikum. Han sætter
sig ude af syne) Og pas på med den lammekølle. (Hun går igen hen til døren og ser ud) Sigvald! Sigvard! Kommer i
snart! (Hun kommer ind igen) Nej, du
sidder da ikke der og tørrer dine fedtfingre af i mine bedste gobeliner!
Sigfus: (Ude) Åh, der er så meget guldtråd, at lidt glinsen fra eller til ikke
gør nogen forskel.
Gunhild: Giv mig den kølle! (Hun går hen til bænken og river lammekøllen
fra den usynlige Sigfus og går hen til døren) Sådan! (Hun smider køllen ud ad døren og går
tilbage mod bænken. Der lyder et brøl udenfor).
Sigvald: (Kommer ind) Øv! Se nu mine hoser, de er helt fedtede.
Gunhild: Sæt dig hen til din bror.
Sigvald: Er det virkelig takken for
at komme farende på dit mindste bud!
Gunhild: Sæt dig så ned!!!
Sigvald går surmulende hen og sætter sig på bænken. Han kommer straks op at
toppes med den usynlige Sigfus.
Sigvald: Behøver du være så fed, at
du fylder hele bænken! - Lad være med at gramse på min jakke med de fingre! (Han griber fat i Sigfus og skubber til ham. De er nu begge ude af syne) Kan du se den
knast?! Din del af bænken er på den side og resten er min side!
Sigfus: (Ude) Det gæld’s ikke! Du er så spidsrøvet, du ku’ sidde på en
knast! Av, la’ vær’ å’ slå!
Gunhild: Hold så op, begge to!! (Hun må hen og skille dem ad) Sådan! Nu
holder I jer i ro!
Sigvard: (Kommer ind) Fortvivl ikke! Jeg er hos jer!
Gunhild: Sæt dig hen til dine
brødre.
Sigvard: Skal jeg virkelig mænge
mig med rosset!
Gunhild: Sæt dig!
Sigvard: (Sætter sig på den synlige ende af bænken) Om jeg fatter, hvorfor du
har gemt de to fejltryk der! (Øjeblikkelig
reaktion fra brødrene ude af syne) Av! Må jeg bede mig fritaget for den
bondske voldelighed!
Gunhild: Stille!!! (Trillingerne falder til ro). Hør så
efter. - - Indtil i dag har I levet et
behageligt liv uden tanke for fremtiden. Nu er tiden kommet . . .
Sigvard: Jeg tænkte det nok:
Arveforskud! Spar blot talerne og bær frem i gyldne kar . . .
Gunhild: Så er det nok! (Hun griber et forhåndenværende stykke indbo
og tamper Sigvard).
Sigvard: Av! La’ Vær’! (Han ligger hen ad bænken).
Sigvald: (Ude) Det har du rigtig godt af!
Sigfus: (Ude) Jeg er sulten. (Sigvard kommer op at sidde igen).
Gunhild: Hør så efter! En af jer
skal være jarl efter Kolskæg!
Sigvard: Selvfølgelig! Jeg kunne da
dårligt fortjene mindre! (Han bliver
omgående trukket omkuld af sine brødre. De høres i håndgemæng ude af syne )
Av! Få de fnatbefængte pølser ud af mit øje!
Sigvald: En tomhovedet spradebasse,
som dig! Nej, jarler kræver klogskab! Det er klart, det er mig!
Sigfus: Orv! Herre på Jarlsvold!
Det bedste køkken i Vesterlandet! Sikke nogle fester, jeg skal holde! Av!
Gunhild må i gang med tampningen igen. Sigfus ender på den synlige plads
på bænken.
Gunhild: Med den optræden, bliver
det i hvert fald ingen af jer. - - Først skal vi finde sagnkongen Morkunds fortryllede
sværd.
Sigfus: Hvem i alverden er
sagnkongen Morkund?
Gunhild: Det er lige meget. Mård
har naturligvis bundet Kolskæg en eller anden historie på ærmet om et fortryllet
sværd, der hedder Banebider.
Sigfus: Er Kolskæg moden til trepanering?
Gunhild: Selvfølgelig ikke. Kolskæg
er for snu til at løbe om hjørner med. Nej, han har opdaget, at han endelig kan
få Torgerd gift!
Sigfus: Torgerd! Lige før sagde
du, det var arven til jarledømmet, det drejede sig om?
Gunhild: Den der bringer Morkunds
sværd ægter Torgerd og arver jarledømmet!
Sigfus: Ægte Torgerd Hårvæn! Fy
for en klam gris! - Men min smukke og
min kloge bror her - det er lige noget for dem! Av! (Så er der vild gang i håndgemænget ude af syne igen).
Sigvard: Den strigle! Aldrig i
livet! Tag de ord i dig igen!
Sigvald: Kaste mit liv i grams. Er
du blød under spærene, din fedekalv! På ham Sigvard!
Gunhild: (Må endnu engang gribe korporligt ind) Kan I så holde op!!! (Gunhild slår til trillingerne med fuld kraft. De
kommer til orden med forskrækkede hyl. Denne gang er det Sigvald der sidder synligt).
Sigvald: Øv! La’ vær’, mor. Det gør
da ondt!
Gunhild: Stille!!! (Pause. Trillingerne er for een gangs skyld
mundlamme) Her er min plan: I drager til Havnefjord og finder
skibslejlighed. I tager over havet til de store lande søndenude. I finder en af
verdens bedste våbensmede, lader ham smede et pragtsværd og vender hjem med
det. Når først I er her med “Banebider” skal jeg nok vide, hvordan vi griber sagen
videre an.
Sigvald: Åh, vi behøver da ikke
tage længere end til Havnefjord. Der er en god våbensmed.
Gunhild: Vær ikke dum! Kolskæg vil
øjeblikkelig kende et arbejde udført i Vesterlandet!
Sigvald: Jamen, vi kan da ikke bare
trave rundt i verden som en flok betlere! Så dum er jeg da ikke! Vi må kunne
rejse i stand!
Gunhild: Selvfølgelig! Du kender
din mor dårligt, hvis du tror, jeg ikke har tænkt på det! (Hun går hen til kisten og tager pungen frem) Se her!
Sigvald: Oh! Mor, din plan er en
dronning værdig! Giv mig pungen, så skal jeg nok sørge for . . . (Han bliver revet omkuld på bænken af sine
brødre, så kun hans ben er synlige).
Sigfus: (Ude) Nej-nej, giv mig dem, jeg er den førstefødte og . . .
Sigvard: (Ude) Sludder. Jeg er den eneste der ved, hvordan man fører sig med
stand . . .
Gunhild: Kalder I det, at føre jer
med stand!!! (Trillingerne falder til ro)
Nej, fra nu af fører I jer med den værdighed der passer sig. Er det klart!!
Sigfus: (Ude) Ja, mor.
Sigvard: (Ude) Ja, mor.
Sigvald: (Kommer op at sidde igen) Ja, mor.
Gunhild: Godt! For ikke at vække
opmærksomhed tager I Til Havnefjord over fjeldet . . .
Sigvald: Årh, det er meget nemmere,
at . . .
Gunhild: Ikke mere vrøvl! Det var
Mårds forslag og han er snedigere end jer tre til sammen. Jeg har kaldt
trælleyngelen Helge ned fra sæteren. Han følger jer til Havnefjord. I drager af
gårde i morgen tidlig ved solopgang!
Nornen: Vævet og tråden. Tråden i
vævet.
En mørk
strand. Sorte klipper står som takkede tage over ham. Hans hænder klamrer sig
til en konkylie, han bærer i en lædersnor om halsen. Et vågeblus gløder i dens
hjerte. Forbløffet ser Håbløs dens lys vælde blidt ud mellem sine valne fingre.
Håbløs går. Går og går. Ved ikke hvor. Tænk at kunne sove, bare sove. - - Lyset
falmer i hans hænder. - - Med eet er Håbløs lysvågen! Han vil løbe, men hans
ben er viklede ind i stærke tråde og rokker sig ikke. Hvælvet over ham står et
mareridt. Et kæmpe væsen i en edderkops skikkelse. Langsomt sænker det sig mod
ham. Håbløs løfter afværgende sine hænder, der stadig holder konkylien. Uhyret
tøver kort over det uventede lys. I det ene øjebliks ubeslutsomhed flammer
konkylien op i et strålende skær. Uhyret stivner og står som en lammet form.
Tom. Og i den tomme skal toner endnu et væsen frem. Morven, dronning af Morovenien.
Fra sit fængsel ser hun Håbløs og bønfalder ham: ”Hjælp os! Hjælp mit land!!
For længe siden gik vi imod Angarung Jerndrage, men han udplyndrede os og
kastede en fortryllelse over mig, at jeg i denne edderkops skikkelse skulle
stille en umættelig sult på mit eget land og folk. Hjælp os! Find Angarungs
leje, hvor han hviler på et bjerg af bytte. Vogt dig for hans ånde og hans
øjne! Søg to ting, som du vil kende, når du ser dem. Den ene er et sværd og
dets klinge tørster efter Angarungs blod. Den anden er en vinget hjelm og den
skal du tage på før du løfter dit blik mod dragen. Se ikke ind i hans øjne før
da, eller han vil fange dig i dragefortryllelse og alt er tabt!” "Nej,
nej!" råber Håbløs, "Jeg er hverken kriger eller kæmpe, men bare en
almindelig mand og mit navn er Håbløs!" Da svarer Morven ham og siger:
"Det navn valgte du med omhu! Gå nu!" I edderkoppens form befrir hun
ham fra spindet. Håbløs begiver sig ud på sin navnefærd og konkyliens lys dør
atter hen. Morven toner bort i edderkoppens dødbringende form. Mørke ruger over
Morovenien.
Sjette billede: Mødet i
passet
En sti i højfjeldet afgrænset af stejl klippevæg på den ene side og dyb
afgrund på den anden. Mård kommer klatrende ned ad
klippevæggen, lister sig hen og spejder ned ad stien. Så skynder han sig
tilbage og kravler op ad klippevæggen igen. Sigvard kommer løbende rundt om det nederste hjørne.
Sigvard: Sidste mand over passet er
en galt! - - Åh, hvad stikker de hængemuler. (Han går tilbage og forsvinder ud af syne) Hvor bliver I af! Helge,
pas på med den hest. Den stiller sig på tværs. - Se selv, nu spærrer den
stien! - - Hov, Sigfus, det er snyd.
Kom tilbage! Vi andre kan ikke komme forbi!
Sigfus: (Kommer rundt om hjørnet) Det er da ikke min fejl! - - Jeg er
sulten. Når vi kommer til Havnefjord, indlogerer vi os på Den Blå Havfrue. Der
er maden god, fed og rigelig. (Han
forsvinder rundt om det øverste hjørne).
Helge: (Dukker frem trækkende den usynlige hest) Rolig - rolig!
Sigvard: (Ude) Helge, få så det møgdyr af vejen! (Der lyder et klask. Helge bliver trukket ind igen med et ryk af den
vrinskende hest) Av! Den trådte mig over tæerne! Din elendige fjummergøj! (Han kommer humpende rundt om det nederste
hjørne) Nu skrider den . . . ! For helhesten da også! Det var lige før, du
sendte hele vores oppakning i dybet!
Helge: (Der igen kommer frem fra det nederste hjørne, kæmpende med den urolige
hest) Det var dig selv, der skræmte den, Sigvard.
Sigvard: Skal du svare igen,
elendige trælleyngel?! (Han humper videre
op ad stien til det øverste hjørne og stikker hovedet rundt om det) Av!
Sigfus, vent nu på os andre!
Sigfus: (Ude) Vi har nået passet. Vi kan sagtens nå Havnefjord ved
nadvertid.
Sigvard: Mad, mad og atter mad.
Tænker han aldrig på andet. Men måske har han fat i noget? Hør, brødre! Var det
ikke en ide, at slå sig ned i Havnefjord? Der er masser af ølboder og badstuer.
Hvad siger du til det, Sigfus?
Sigfus: (Ude) God ide. Men hvad med sværdet?
Sigvard: Åh, vi kommer nok på råd.
Måske kan vi købe et af en rejsende, der har været sønderude. Hvad mener du,
Sigvald. Havnefjords badstuer er berømte for deres mange væne piger! - -
Sigvald? (Han går ned til nederste hjørne
igen) Hvorfor står du altid i vejen, Helge?! (Han forsvinder rundt om hjørnet) Hvad i alverden er det du laver,
Sigvald?!
Helge: Stien er bred nok,
Sigvald, du kan sagtens gå almindeligt på den.
Sigfus: (Stikker hovedet rundt om det øvre hjørne) Hvor bliver i af?!
Helge: Vi er på vej.
Sigvard: (Ude) Du skal ikke være bange for klippen, Sigvald. Den skal nok
blive stående uden din støtte. - - Lad mig hjælpe dig. Kom nu af sted med dig. (Sigvald bliver presset rundt om det nederste
hjørne. Han er rædselslagen og trykker sig straks med ryggen op ad klippevæggen
igen).
Sigvald: Hjælp! Jeg kan ikke se!
Jeg falder, jeg falder!!!
Helge: Rolig, Sigvald. Der sker
ikke noget. (Han har sluppet hesten) Her,
tag min hånd!
Sigvald: Jeg dør! Vi falder i
afgrunden!
Helge: (Får fat i Sigvald) Tågesnak! (Han hjælper Sigvald tilbage om det nederste hjørne). Sæt
dig ned et øjeblik.
Sigvard: (Ude) Åh din pjalt, Sigvald! (Helge frem igen) - - Helge, du vover på at nævne det her for nogen!!!
Helge: Selvfølgelig!
Sigfus: (Ude) Nu gider jeg snart ikke vente længere. (Han kommer ind fra det øverste hjørne) Helge, hvor er madposen?
Helge: På hesten.
Sigfus: Nå, men så find lige en
kold kølle frem til mig. Jeg er noget brødflov. (Han når det nederste hjørne) For helhesten da også, Sigvald, det
er ikke tid at hvile sig! Vi er næsten over! (Ud).
Sigvard: (Ude) Hvor ædle bror har fået et mindre ildebefindende og må hvile
sit kostbare legeme en stund!
Sigfus: (Opgivende ind igen) - - Bliver det til noget med den kølle, Helge! (Helge har været i madposen og forsyner nu Sigfus) Det var på tide! Jeg gider ikke vente på hans dorskheder! Læg ham
over hesten, hvis han ikke kan gå selv! (Han
forsvinder igen om det øverste hjørne).
Helge: Den er allerede overlæsset
med al jeres oppakning.
Sigvard: (Stikker hovedet frem) Bliv ikke for kæphøj, trællesøn!
(Ud).
Helge: Men Sigfus har ret, han
skal op til passet. Når vi er ovre det, er vi forbi afgrunden.
Sigvard: (Ude) Helge, tag fat og hjælp Sigvald derop!
Helge: Så hold hesten.
Sigvard: (Ude) Hvad er det for en tone! (Helge er ved at hjælpe Sigvald på benene) Jeg tager ikke imod ordre fra
dig.
Helge: (Har fået Sigvald på benene og hjælper ham op ad stien) Så
kunne du selv have hjulpet din bror!
Sigvald: Uh-åh, jeg svimler! - -
Nej, hvad sker der. Hvor . . . ? Nej-nej, Helge pas dog på, jeg glider! Hjælp!!
Helge: Vel gør du ej!
Sigvald: Slip mig ikke! Hold fast!
Hjælp mig! Hjælp!!
Helge: Vær nu ikke sådan en
pjalt!
Sigvald: Helge?!
Helge: (Skubber rasende Sigvald rundt om
øverste hjørne) Sigfus, bliv hos din bror og vent på os andre!
Helge: (Tramper tilbage igen) Sikken et gedemarked! De driver mig til
vanvid!! (Han runder det nedre hjørne)
Hvordan er det, du fumler med den hest! Giv mig tøjlen, så skal jeg nok få den
op til passet!
Sigvard: (Ude) Var din mund, Træl!
Helge: Åh, spar mig for
skryderiet!
Sigvard: (Kommer frem) Aha! Nu viser du dit sande ansigt!
Helge: Giv mig så den tøjle, din
spradebasse! (Han flår tøjlen fra Sigvard).
Sigvard: Spra . . . ?! Nå, sådan!
Så snart muligheden byder sig, så vender du dig imod os, din slange! Vi, der
har gjort alt for dig!!
Helge: Alt hvad du har gjort, dit
døgenigt, er imod mig!
Sigvard: Og hvad er så takken! (Han begynder at trække op mod øverste
hjørne) Edder og forgift! Vi har næret en slange ved vores bryst og ved
første lejlighed hugger den til! . . .
Helge: Tågesnak! I har aldrig . .
.
Sigvard: . . . For at udsuge os! - - Men det skal aldrig ske! Det skal jeg
nok sørge for! Gunhild Siggesdatter skal nok vide at fordrive både dig og din
mor!! Hævnens hammer skal falde tungt på dig og Brand!!! (Han er forsvundet omkring øverste hjørne).
Helge: Åh, så skulle da også . . .
! Hvorfor kan du ikke vare din mund, Helge - - Nej, jeg må prøve at gøre skaden
god igen! Kom så, hest! (Han prøver at
trække den med sig) Kom så!!!
Hesten rokker sig ikke. Pludselig lyder der et langt rumlende brag.
Støv og småsten vælter frem bag øverste hjørne. Helge står et øjeblik som forstenet og stirrer. Så styrter han op til det
øverste hjørne og stopper. Han kan ikke komme videre.
Helge: - - Nej - nej - - det kan
ikke passe?! (Mård er på vej ned ad
klippesiden) Væk! - - Det kan ikke passe!!!
Mård
er nået ned på stien og vil gå op til hjørnet. De
får øje på hinanden. Begge er forbløffede. Et øjebliks stilhed.
Helge: Mård?! - - Godt du kom!
Der er sket noget forfærdelig! Stien er væk! Sigfus, Sigvald og Sigvard - - væk
- et bjergskred!
Mård: Hvad gør du her?
Helge: Vi er på vej til
Havnefjord. Trillingerne skal rejse - skulle rejse. - De er væk. Hele stien op
til passet er væk! - - Hvad gør du selv her? (Stilhed) Hvorfor er du pludselig her?!
Mård: Det rygtedes, mine
barndomsvenner drog på en større rejse. Jeg tænkte, jeg ville følge dem på vej.
Helge: Hvorfor kom du så ikke
over til Morarende.
Mård: I var taget af sted. Så
jeg skyndte mig efter.
Helge: Dine barndomsvenner?
Mård: Ja, vi legede altid
sammen. Det var en dejlig tid!
Helge: Som jeg husker det, sloges
i altid.
Mård: Selvfølgelig! Vi stod
hinanden meget nær. Følte os som brødre. Så det er klart, jeg ønskede at følge
mine brødre på vej. Jeg mente nok, jeg kunne nå at indhente dem. Jeg vidste
ikke, de rejste uden oppakning.
Helge: Hvad mener du?
Mård: Når de skulle på langfart!
- Men selvfølgelig, de kunne spare vægten op over passet og så købe forsyninger
i Havnefjord.
Helge: Så du ikke hesten.
Mård: Hesten?
Helge: På vej op ad stien. Du
kunne ikke undgå at se pakhesten!
Mård: Nå, pakhesten! Selvfølgelig!
Den har jeg helt glemt! Den forfærdelige ulykke.
Helge: Det er løgn i din mund,
Mård Tvetunge!!
Mård: Var din mund, Helge
Trælleyngel!
Helge: Du kom oppefra - ikke nede
fra stien. Det her er dit værk!
Mård: (Trækker sit sværd) Min drøm er sket fyldest og ingen skal komme
mellem mig og mit mål! - - Min drøm? Selvfølgelig! Ravnen!! (Han peger anklagende med sværdet mod Helge) Ulykkelige! Hvad har du gjort! I din avindsyge har du dræbt dine
brødre fra lumpent baghold! Inden aften skal mit vidnesbyrd være frembåret på
Tingsletten!
Mård
vender sig raskt, sætter sværdet i skeden, begiver
sig ned ad stien og forsvinder om hjørnet. Helge
står målløs tilbag. Langsomt
kommer han til sig selv. Han går ned og ser efter Mård.
Helge: Mård! Lad den hest være!
Det er ikke din!!
Mård: (Ude) Så følg mig ned til Tingsletten og kald mig tyv, når jeg
bringer den tilbage til sin rette ejermand!
Helge: - - Mård, din svinehund!
Mine brødre var lidet ærefulde, men ingen fortjener slig vanære! Om jeg kunne,
ville jeg hævne jer! - - Jeg kan ikke komme til Havnefjord over passet. Jeg må
gå tilbage.
Forbi er falkenes
frie flugt
Falkenes frænde
fanget
i fælden
Syvende billede: Tredobbelt fredløs
I sæterhytten hos Brand. Det er ud på
aftenen. Brand skal til at gå i seng, da
døren bliver lukket op og Søster Jarl kommer ind.
Brand: Søster Kåresdatter?!
Søster: Du virker forbavset over
at se mig.
Brand: Det er længe siden, vor
jarls søster har opsøgt en trællebolig.
Søster: Jeg har ofte undret mig over din trællestand.
Brand: Hvormed kan jeg være dig
til tjeneste, Søster Kåresdatter?
Søster: Du er næppe født ind i
den? - - Hvor kommer du fra, Brand?
Brand: Det er længe siden og
ligegyldigt nu.
Søster: Tværtom! Det kunne
forklare mange ting. Som dine særlige evner.
Brand: Jeg har ingen særlige
evner.
Søster: Næ, det har du vel ikke!
Trolddomskunst kan nemt gøre livet farligt for den, der vedkender sig slige
evner.
Brand: Søster Kåresdatter, fritter du mig ud om trolddom?
Søster: Jeg har sandelig ikke den
slags tvivlsomme kunster nødig!
Brand: Og dog opsøger du den,
alle mistænker for at besidde dem.
Søster: Trolddomskunst står kun
dårligt mål med sand kløgt!
Brand: Hvad mener du?
Søster: Hvad kerer jeg mig om dine
trolddomskunster . . .
Brand: Søster Kåresdatter! Jeg
ejer ingen . . .
Søster: . . . når min kløgt er
stærkere!
Brand: Hvad?
Søster: Med Halsønnernes død er du
sat mat! - - Se nu ikke så forbavset ud, Brand.
Brand: Død . . . Halsønnerne . .
. Hvad snakker du om?
Søster: Mig lurer du ikke. Du kan
intet stille op og du véd det.
Brand: Hvad snakker du om!?
Søster: Det der skete på
Tingsletten i dag!
Brand: Så fortæl det dog! Hvad er
det, der er sket?!
Søster: Jeres rænkespil er lagt
blot!
Brand: Hvis rænkespil?
Søster: Jeres! Dig og din ynkelige
søn!
Brand: Vi driver intet rænkespil!
Søster: Du fremturer, Brand
Trælkvinde! Men nuvel, måske har du vitterlig endnu ikke hørt alt. Mård har
stukket en kæp i jeres hjul.
Brand: Mård?
Søster: Han kaldte folk sammen på
Tingsletten i dag. Det var nette ting han havde at berette.
Brand: Hvad har Mård nu brygget
sammen!
Søster: Var din mund, Brand
Trælkvinde! - - Han fulgte Halsønnerne på vej til Havnefjord. I højfjeldet blev
de overraskede af et stenskred, der rev Sigfus og Sigvald med sig i dybet. Mård
gik bagerst med trækhesten, der rædselsslagen flygtede ned ad stien og trak ham
med sig. Det var med nød og næppe han fik styr på dyret igen og kunne vende
tilbage til ulykkesstedet. Her fandt han Sigvard liggende på stien. Men han
fandt også en anden! Han stod med ryggen til og netop som Mård så ham var han i
færd med at skære en tung pung fri fra Sigvards bælte, inden han med foden
lempede ham ud over kanten. - - Det var Helge!
Brand: Åh nej. Helge ville aldrig
begå manddrab! Slet ikke på sine brødre!
Søster: Ikke! Alle vidste, han
havde god grund til at hade dem!
Brand: Ikke nok til at slå dem
ihjel. Aldrig nok til at slå ihjel! Ikke Helge!
Søster: Dommen over din søns dåd
var klar og snar, Brand. Når tinget samles ved midsommer vil alle frie mænd fra
Moradal forlange Helge kendt trefold fredløs!
Brand: Ingen i mands minde er
straffet så hårdt!
Søster: Ingen i mands minde har
begået så fult et niddingsdrab! Og kravet bliver enstemmigt!
Brand: Det kan ikke passe. Der må
ligge mere bag!
Søster: Helge kan jo altid møde op
på sommertinget og tale sin sag.
Brand: Hvis der er mere bag denne
historie, vil han gøre det!
Søster: Og tale Mård midt imod! Se
til, hvad tinget gør mod trællen, der uden beviser kalder sin overmand en
løgner!
Brand: Helge er ingen træl.
Søster: I verdens øjne er han
trællesøn og det er hans ord mod Mårds.
Brand: Der må dog være stadig
være retsindige mennesker til.
Søster: Der er ikke andet i
Moradal! De anerkender Mårds vidnesbyrd. - - Krydderslægten er fældet! Og samme
slag besegler bastardens skæbne. Endelig, endelig, endelig! Hævnen er fuldkommen!!
- - Ser du stadig ikke, hvor fuldkommen min hævn er, Brand? Kun Mård kan blive
jarl efter Kolskæg nu. Ikke blot er Krydderslægten faldet. Den løfter Søsterslægten
i faldet. Fuldkomment! Med eet mesterligt slag er alt lagt til rette. Thi alle
modtræk, trolddomskunster eller ej, vil i verdens øjne bekræfte Mårds
vidnesbyrd! Fortæl mig så, Galdre-Brand, hvad der er stærkest: Kløgt eller trolddom!!
Stilhed. Søster går. Brand sidder forstenet tilbage.
Døren går op igen og Helge kommer ind.
Brand: Du her! Søster Jarl . .
. Du må bort øjeblikkelig!
Helge: Rolig mor. Søster så mig
ikke. Jeg var lige udenfor, da jeg hørte hendes hest bag mig. Så jeg skjulte
mig.
Brand: Hvad er der sket? Mård bar
frygtelige anklager frem mod dig . . .
Helge: Løgne!
Brand: Hvor ved du det fra?
Helge: Jeg lyttede ved døren.
Brand: Og alt var løgn?
Helge: Ikke alt. Mård evner at
krydre selv de værste løgne med et gran af sandhed.
Brand: Du må bort, Helge! Bort
fra Vesterlandet!
Helge: Mange har levet som fredløse
i årevis og klaret sig godt.
Brand: Ikke trefold fredløse!
Ingen vil helme før du er jaget til døde. Dig og alle, der har ydet dig den
mindste hjælp!
Helge: Alle? - Du? - -
Brand: Endnu har tinget ikke sat
dom over dig, så der er endnu tid. Rejs bort fra Vesterlandet!
Helge: Du må hjælpe mig, mor. En
sidste gang!
Brand: Det er kun lidt, jeg kan
gøre, men alt . . .
Helge: Lidt! Mor, du kan gøre
alverden. Kog mig en sejd, der . . .
Brand: Hørte du ikke efter ved
døren! Jeg har ikke de kræfter, du tror!
Helge: Hvad du siger til Søster
Jarl er forståeligt nok. Men jeg er din søn.
Brand: Helge, jeg ikke kan hjælpe
dig på den måde!
Helge: Vil du ikke hjælpe mig!?
Brand: Selvfølgelig vil jeg
hjælpe dig alt det, jeg kan! Men ikke på den måde! - - Ikke på den måde, du
beder mig, mener jeg. At koge en sejd kræver mange ting, jeg først skal
samle. - Men der er andre måder. Andre
midler. - - En talisman! Jeg har sådan een. Den stammer fra de store have langt
mod syd, hvor vinteren aldrig kommer. Så stærk er den kraft, der bor der, at
selv årstiderne kan bydes imod! Og noget af den kraft er fanget og lagt i denne
skal! (Hun har fundet en konkylie frem,
som er monteret med en lædersnor igennem et hul i kanten) Tag den og bær
den altid på dig! Må den lede dig og beskytte dig mod alt ondt!
Helge: Tak, mor. - - Men hvor
skal jeg tage hen?
Brand: Det er lige meget. Bare du
forlader Vesterlandet!
Helge: Ja, men . . . håbløst. Det
er alt sammen håbløst.
Brand: Der er altid håb.
Helge: - - Så vil jeg tage til
Havnefjord og søge bådlejlighed der!
Brand: Hvorhen?
Helge: Det ved jeg ikke. Men nu
ved jeg, hvad jeg vil!
Brand: Der ser du. Der er altid
håb.
Helge: Nej! Men kun den der er
uden håb, kan gøre håbløs gerning. Jeg vil søge sagnkongen Morkunds fortryllede
sværd!
Helge omfavner sin mor i et tavst farvel og forsvinder i natten. Brand sidder tilbage en stund. Så finder hun en ransel frem og pakker nogle
sparsomme fornødenheder. Da alt er klart forlader hun også hytten.
Ottende billede: Angarungs
endeligt
Nornen: Mønstret finder form.
Tåler tråden trækket? Bind knuden eller alt brister!
Sortebjerge.
Håbløs har nået målet. Angarungs grotte. Overalt ligger lag af kantede skæl i
mange størrelser, som skrammede spåner fra en kæmpehøvl. ”Vogt dig for dragens
ånde!” Håbløs finder et af de største skæl, trækker sin kniv og presser den
fast på den hvælvede inderside som håndgreb. Han smyger sig ind i grotten og
dér ligger han: Angarung! Dragen! Håbløs går langs væggen. - - Og så! Et glimt
af noget blankt mellem rustent forfald: Sværd og vinget hjelm. Håbløs rækker
ud. Hans hånd lukker sig om hjelmens kant. - - “Nej se, vi har fået gæster.”
Håbløs snurrer rundt. Angarungs hoved løfter sig. Håbløs fornemmer atter
Morvens stemme i randen af sin bevidsthed. “Undgå hans blik! Hjelmen!
Hjelmen!!” Angarungs latter ruller som torden under grottens tag: “Åh, Morven,
Morven! Er det alt, du kan gøre. Dit sidste lille anslag mod mig: En
bondeknold!” Håbløs’ arm har løftet sig og sat hjelmen på hans hoved. Så rækker
den atter ud og hånden lukker sig om sværdets skæfte. “Uha, uha!” Angarungs
øjne funkler, “En farlig ridder bondeknold?! Du har måske ikke hørt om dragers
ånde? - Den kan være ret dårlig!” Angarung spyr en flamme imod Håbløs. Men han
når at svinge drageskællet op foran sig og står uskadt da flammen dør ud.
“Snedigt. Meget snedigt, lille riddersmand. Du har fortjent din død i kamp!
Kend da din bane! Lyt og hør hvad seeren sagde om Angarung Jerndrage den
Urørlige: ‘Han skal komme og ingen skal stå ham imod. Han skal lægge Morovenien
i mørke og ingen skal overvinde ham. Han skal herske til sidste modstander er
uden håb!!’” Da mærker Håbløs en flamme skyde op i sit indre. Hans stemme
klinger udfordrende gennem grotten: “Vid da, Angarung, at jeg er uden håb og
Håbløs er mit navn!” Håbløs løfter sværdet og strider sig frem mod dragen, der
tårner sig op over ham. - - Da kender Angarung for første gang i tusind år
tvivl. Hvor vover den lille gnom at udfordre ham, Angarung den Urørlige?! Med
blind kraft kaster han sig frem, for at knuse den formastelige med sin vægt.
Men Angarung giver med sin egen vægt sværdet den kraft, ingen menneskelig arm
kan tilføje det. Han mærker klingen bide i sin krop og smerten får ham til at
vride sig bagover. Håbløs ligger tilbage på knæ. Langsomt kommer han til sig
selv og ser dragens krop kaste sig i dødskamp, mens hans ører er ved at
sprænges af dens skrig. Langsomt dør dragens bevægelser ud. Stemmen mister sin
kraft. Ilden dør hen. Angarung løfter sit hoved og ser en sidste gang på sin
banemand. Han åbner munden til en forbandelse, men kun et langt suk undslipper
den. Hovedet synker ned. Øjnene tømmes. Angarung er død.
Giftermålet
Niende billede: Bryllup
I hallen på Jarlsvold.
Kolskæg: Fjorten Uger. Fjorten
skaldede uger.
Mård: Hvad plager dig, Kolskæg
Kåressøn?
Kolskæg: Fjorten sølle, skaldede
uger.
Mård: Hvad skal du med fjorten
uger?
Kolskæg: Ikke med - om.
Mård: Hvad skal du om fjorten
uger?
Kolskæg: Har du helt glemt din egen
strålende plan, Mård Søsterssøn?
Mård: Er der kun fjorten uger
til midsommer? - Ja, sandelig!
Kolskæg: Hvor er han så henne, din
store helt, der bringer mig det sagnomspundne sværd, Banebider!
Mård: Bittert.
Kolskæg: Og hvem i alverden var
Morkund “Sagnkonge”?!
Mård: Skammeligt!
Kolskæg: Fortæl mig det!
Mård: Verden er fuld af store
ord. Men når det gælder, - når handling kan følge på ord - -
Kolskæg: Hvad snakker du om?
Mård: Skammeligt!!
Kolskæg: Nu er jeg ikke med
længere?
Mård: Her har alverdens
storskrydere for een gangs skyld muligheden. Og hvad gør de? Ingenting! Et helt
år er henrundet og ingen bejler har lagt Banebider for dine fødder!
Kolskæg: Hvad kan vi gøre!
Mård: Der er stadig en mulighed.
Kolskæg: Hvilken?
Mård: I hele den vide verden har
kun fire vist vilje til at forsøge dåden! Af dem er tre døde.
Kolskæg: Det kan næppe klandres
mig, at Halsønnerne led så krank en skæbne.
Mård: Men der er stadig den
fjerde!
Kolskæg: Det manddrab kan ikke
beklikkes min ære!
Mård: Det er der ingen der gør!
- Hvad med den fjerde?!
Kolskæg: Hvem er det?
Mård: Mig!
Kolskæg: Ja, der var jeg måske lidt
for hastig. Godt nok er slægtskabet tæt, men det er vel før set, at . . .
Mård: Så lad mig drage ud og
finde Banebider!
Kolskæg: Nej . . . nej . . . Det er
for usikkert.
Mård: Det er vores sidste
mulighed.
Kolskæg: Nej. I bedste fald kommer
du for sent tilbage. I værste fald . . . Under alle omstændigheder falder hele
vores plan til jorden med ubodelig skade for mit ry!
Mård: Med mindre . . .
Kolskæg: Med mindre?
Mård: Nej, det rækker ikke!
Kolskæg: Hvad?
Mård: At viljen til at øve denne
dåd . . .
Kolskæg: Du er selvfølgelig den
eneste, der har haft mod nok til at påtage dig denne farlige færd. - - Viljen
er nok! Du skal ægte Torgerd og for een gangs skyld skal hun føje sig efter min
vilje!
Mård: Jeg takker dig, Kolskæg
Kåressøn! Det er en klog beslutning og jeg vil gøre alt, for at vise mig den værdig!
Kolskæg: Ja-ja, tro ikke, jeg
pludselig er blevet vildt begejstret for tanken! Og i denne sag er det meget
uklogt at gøre regning uden Torgerd! Find hende og send hende herind. Så må vi
se, om jeg kan overbevise hende!
Mård: Straks, Kolskæg Kåressøn!
Mård forlader hastigt hallen.
Kolskæg: - - Ak ja, kære Torgerd,
jeg havde virkelig håbet, jeg kunne skaffe dig en rigtig helt. På den led var
det faktisk en god plan. Og er det stadig. Der sidder et godt hoved på Mård.
Med tiden kommer vel også visdom. Blot skade, de er så tæt i slægtskab? Men af
alle onder . . .
Torgerd kommer ind i hallen.
Torgerd: Mård siger, du har vigtigt
nyt at fortælle?
Kolskæg: Ja.
Torgerd: Hvor er han?
Kolskæg: Hvem, Mård?
Torgerd: Min bejler, selvfølgelig!
Kolskæg: Ja, det var netop det, jeg
ville snakke med dig om.
Torgerd: Er han smuk? Er han stærk
- stolt.
Kolskæg: Det ved jeg nu ikke lige
om - -
Torgerd: Åh
far! Driv ikke
gæk med mig. Hvor kommer han fra?
Kolskæg: Han kommer ikke - fra . .
.
Torgerd: Hvad?! Er han slet ikke
kommet. Har han sendt bud?
Kolskæg: Nej-nej. Det er ikke det -
-
Torgerd: Hvad er det da? Nu har vi
ventet et år og intet er sket.
Kolskæg: Netop. - Denne sag må
afgøres een gang for alle. Midsommer nærmer sig og . . .
Torgerd: Der er stadig ikke sket
noget?
Kolskæg: Nej. Derfor må vi nu . . .
Torgerd: Jeg ved ikke, hvad du må,
men jeg venter, til en bejler lægger Banebider for dine fødder!
Kolskæg: Det kan du ikke længere,
Torgerd.
Torgerd: Åh, lille far, nu må du
ikke være så stædig.
Kolskæg: Der er højere hensyn.
Torgerd: End mig?!
Kolskæg: Du ved, jeg sætter dig
højere end mit eget liv.
Torgerd: Så vi venter, til han
kommer.
Kolskæg: Nej. Sagen er afgjort. Til
midsommer skal du stå frem for Vesterlandets fremmeste mænd med din brudgom.
Torgerd: Det kan jeg da ikke, hvis
han ikke er her.
Kolskæg: Det er han.
Torgerd: Du sagde lige . . .
Kolskæg: At sagen er afgjort!
Stilhed.
Torgerd: - - Hvem?
Kolskæg: Til midsommer står du
brud.
Torgerd: Hvem?!
Kolskæg: Hele Vesterlandets vandel
afhænger af det!
Torgerd: Hvem!!!
Kolskæg: - - Mård Søsterssøn.
Torgerd: Mård?
Kolskæg: Han bliver en fortræffelig
jarl.
Torgerd: Mård!!
Kolskæg: Fremtiden bliver sikret
for Vesterlandet.
Torgerd: Mård!!!
Kolskæg: Faktisk et udmærket valg.
Der sidder et godt hoved . . .
Torgerd: Har du fuldstændig mistet
dine sansers brug!
Kolskæg: Jeg indrømmer, tanken
længe har været mig imod.
Torgerd: Det her går jeg aldrig med
til!
Kolskæg: Torgerd! Denne sag afgør
jeg! Og min beslutning er taget!
Torgerd: Hvad! Er jeg en gris, du
blot kan sende på markedet, når den er fedet op!
Kolskæg: Jeg har føjet dig i mangt
og meget, men i denne sag skal du føje mig!
Torgerd: Over mit lig!
Kolskæg: Du er en jarls datter og
du bliver en jarls hustru. Intet andet hensyn kommer over dette!
Torgerd: Ikke engang hensynet til
sund fornuft!
Kolskæg: Det er sund fornuft!
Torgerd: Har Mård Søsterssøn i den
grad besnakket dig, eller er det så længe siden, du har haft hovedet oppe af
øltønden, at tågerne aldrig mere letter?!
Kolskæg: Var din tunge! Mård
Søsterssøn er min bedste rådgiver og hans hengivenhed er ubetinget.
Torgerd: Den eneste Mård Søsterssøn
har hengivenhed for er Mård Søsterssøn. - Og desuden er han din kødelige søsters
søn. Måske er det slet ikke mig, men dig, der er grisen!!
Kolskæg: Så er det nok!!! (Kolskæg griber Torgerd ved håret og
haler hende omkuld. Han trækker sit sværd og holder det op for hendes ansigt)
Du gør som jeg siger, eller jeg kapper alle bånd til dig og jager dig fra
Jarlsvold!
Torgerd: (Ler) Det ville sandelig vinde dig stort ry. Jeg er sikker på
enhver krigsherre i nær og fjern vil haste til Jarlsvold og trygle om
underkastelse hos en jarl, der viser så enestående herskerevner!
Kolskæg: - - Udemærket. Du bliver. Og ingen bånd bliver kappet. Men ingen
datter skal ustraffet sætte sig op mod sin far.
Torgerd: Og hvordan har du tænkt
dig, du kan straffe mig?
Kolskæg: Ved at kappe dit hår i
stedet!
Torgerd: Nej, nej - ikke det!
Kolskæg: Hvorfor ikke? (Han sætter sværdets æg mod håret) Det
er da en ringe pris at betale og håret beholder jeg blot i pant. Du får det
igen det øjeblik, du giver mig dit løfte i denne sag.
Torgerd: Jeg lover - jeg lover. Jeg
sværger, jeg gør som du ønsker. Hvad som helst! Bare ikke håret! Ikke mit hår!
Kolskæg: Så er den sag klar. (Han hjælper hende op og slipper taget i
håret) Hvornår skal dit bryllup så stå?
Torgerd: Jeg vil hellere dø, end .
. .
Kolskæg: Og begraves hårløs?
Torgerd: Midsommer.
Kolskæg: Udmærket.
Tiende billede:
Drageridderen
Nornen: Knuden knyttes. Tråden
trækker til. Et nyt mønster kan begynde!
Angarung
er død. Morven er atter dronning. Morovenien er det, det var engang: Et grønt
land med et lykkeligt folk. Og de hylder ham, der udfriede dem. Morven skænker
ham både dragehjelm og sværd, skibe, gods, titler og kundskaber i rigt mål.
Snart vil Håbløs ikke være længere. Snart vil der kun være Drageridderen af Morovenien
- landets fremmeste mand!
Sådan!
Krydderslægtens sidste ætling er adskilt fra Jarlslægten med et hav imellem.
Endelig kan jeg komme videre andre steder!
Billede 11: Tvekamp
Midsommer. Døren til hallen på Jarlsvold. Kolskæg og Søster træder frem for de
inviterede vesterlændinge.
Kolskæg: Velkommen vesterlændinge!
Velkommen på Jarlsvold. Jeres jarl hilser jer! Vi samles hvert år på denne tid
for at fejre midsommeren og holde sommerting. Således også i år. Men denne sommer
er en ganske særlig sommer. For i år er det bestemt, at Torgerd min datter
indgår ægteskab med Mård Søsterssøn og jarledømmets fremtid sikres! (torgerd
og Mård kommer til syne)
- - Slægten er livets muld. Mennesket er livets frugt. Ægteskabet er livets
grøde. Således er slægtens pligt at give livet videre, som det sker i dag. I
min hånd, som overhoved for slægten, er det hverv lagt, at give Torgerd og Mård
til livets mangfoldiggørelse og bære vidne for alle, at de herefter skal være
at kende for rette ægte . . .
Vagten: (Er kommet fra porten) Kolskæg! Kolskæg Kåressøn!
Kolskæg: Hvad sker der!
Vagten: Kom til porten!
Kolskæg: Rider maren dig! Du kommer
brasende lige ind i et helligt øjeblik!
Vagten: Ups - - har du allerede
forgiftet - - jeg mener, det er altså skidt, hvis de nu er gift, for . . .
Kolskæg: Hvad er det for mummesnak!
Tal klart!
Vagten: Javel - - altså - - der
kommer en rytter over sletten. Det må være en bejler! For Helhesten da, han er
flot! Hans udstyr alene kunne betale en hel hird i flere år!
Torgerd: Hvordan ser han ud!
Fortæl!!
Vagten: Ja-ja! Lille Torgerd - han
er som snydt ud ad næsen på en af de der helte, du fortæller om! På hans hoved
en høj hjelm med gyldne vinger . . .
Kolskæg: Vesterlændinge! Disse
tidender kræver nøjere overvejelse. Spis, drik, gør jer til gode - og vi vil
hidkalde jer, når alle tråde er redet ud! - - Kom, lad os gå ind i hallen med
det her . . .
Vagten: . . . og på hans
guldvævevede kappe, Torgerd, et dragehoved, hvor øjet stråler rødt i solen, som
var det . . . denneher rødbedefarvede sten . . . øh, hvad er det nu, du kalder
den - -
Torgerd: Rubin!
Mård: Jeg iler straks til
porten, Kolskæg, og udæsker denne uventede gæst!
Søster: Vent!
Mård er allerede væk. Søster trækker sig tilbage.
Vagten: . . . og brynjen! Torgerd, jeg siger dig, - den skinner som
poleret . . .
Kolskæg: Rabler det for dig,
Ulfsteen Tornssøn, at du er fuld på vagt!! Jeg lader dig flå og hænger din hud
til tørre på porten!!!
Vagten: Kolskæg! Jeg er uden skyld
i denne sag. Forstår du, jeg skulle slet ikke have været på vagt. Ser du, i
virkeligheden var det Ragnar Storleifssøn - du ved, han vi kalder Røde Ragnar
med Flammen, fordi han både er
rødhåret og er gift med Bengerd
Buesdatter, du ved hende den bredbagede med koparrene . . .
Kolskæg: Lige meget! Gør . . .
Vagten: Nej, det er ved helhestens
nosser ikke lige meget! Mage til rivejern skal du lede længe efter! Og hun
skikkede altså bud til Ragnar, at han med det vuns havde at komme hjem, fordi
deres mellemste hund havde bidt datteren - eller også var det omvendt - og så
lovede jeg at holde øje med porten til han kom tilbage . . .
Kolskæg: Kunne han ikke have fundet
en ædru mand.
Vagten: Ikke så godt. Altså
Kolskæg! Øllet i år! Din kældermester overgår sig selv . . .
Kolskæg: Tilbage til porten!!
March!!! (Vagten begiver sig af
sted) - - Torgerd, hvad i alverden laver du deroppe?!
Torgerd: Ser. Jeg vil se ham.
Kolskæg: Hvad foregår her!? - -
Torgerd kom ned!
Torgerd: Jeg vil se ham!
Kolskæg: Torgerd! Du opfører dig
som en kulret køkkentøs!
Torgerd: Jeg vil se ham!!
Vagten: (På den anstrengende vej tilbage til porten) Pyh! Den bliver varm i
dag! - Røde Ragner, det her skal koste dig! Du kan maren ride mig bare sørge
for at styre dit kvindfolk! Hvis jeg var dig, skulle jeg give hende sådan en
gang . . . Bi lidt, Ulfsten Tornssøn, - du snakker om Bengerd Buesdatter.
Kvindfolket, der slog luften af Trynd Helgerdssøns uvane ungtyr med et enkelt
knytnæveslag. Det var ligegodt . . .
Søster: (Kommer frem fra skjul) Vagt. Vent.. Når du ser Mård, så sig, jeg
skal tale med ham her. Det er vigtigt!
Vagten: Ja, hvis . . .
Søster: Ikke noget hvis! Det er en
ordre!
Vagten: Javel, Søster Jarl.
Søster: . . . Og ikke en lyd til
andre! Det er meget vigtigt!!
Vagten skynder sig videre til porten. Søster trækker sig igen tilbage. - Drageridderen er nået frem til Jarlsvold og står nu i porten. Hans hoved er skjult
under hjelmen. Han bliver mødt af Mård.
Mård: Vær hilset, fremmede! En
så strålende ridder ærer os med sin tilstedeværelse på vor store festdag. Hvad
er dit navn og ærinde?
Drageridderen: Mit navn gælder lidet, mit
ærinde meget.
Mård: Dit navn er måske lidet
for dig, men store ting er på spil, så jeg spørger dig igen om dit ærinde, drageridder,
- hvis jeg da læser dit mærke ret og må kalde dig ved slig titel?!
Drageridderen: Det må du.
Mård: Det er et drabeligt krav,
det stiller til sin bærer - om han har gjort sig det fortjent!
Drageridderen: Mærke og titel har jeg vundet
for at frembære mit ærinde her i dag!
Mård: Så må det sandelig være
meget vigtigt - og det må vel borge for alle gode gange tre: Hvad er dit
ærinde?
Drageridderen: Jeg er her for at lægge
for Kolskægs fødder, hvad han begærer mest!
Mård: Og hvordan kan en fremmed
ridder vide, hvad vor jarl begærer mest?!
Drageridderen: Det kan da ikke være nogen
hemmelighed, når han har ladet sine sendebud kundgøre det for alverden. (Han trækker sit sværd og holder det højt
løftet) Her er sværdet, der dræbte Angarung Jerndrage! Her er sværdet, der
satte Morovenien fri af dragens fortryllelse og gav dronning Morven liv og land
tilbage! Her er Morkunds sværd, Banebider!!!
Vagten: (Er nået frem til porten) Psst! Mård! Mård Søsterssøn!
Mård: Shh! - - Store ord! Store
fordringer! For store til at afgøres med lidt hyggesnak i porten. Vent her og
jeg skal overbringe dit budskab til Kolskæg Kåressøn Jarl!
Drageridderen: Jeg venter. (Han forsvinder fra porten).
Mård begynder at haste tilbage.
Vagten: Mård! Vent! Den er gruelig
gal. Hun er ædende ond!
Mård: Hvem!
Vagten: Din mor - jeg siger dig,
hun havde nær revet hovedet af mig.
Mård: Nå, så har du vel gjort
dig fortjent til det.
Vagten: Jamen, du må tale med
hende!
Mård: Har ikke tid!
Vagten: Vent! Du skal! Det var
meget vigtigt!!
Mård: Ahhh! - - Nå. Hvor er hun?
Vagten: Ved den lille dør i
forrådnelseshuset - forrådshuset!
Mård: Godt. Jeg går. Og du løber
straks tilbage til hallen og fortæller Kolskæg, at jeg må tale med ham.
Vagten: Nej, jeg skal bevogte
porten . . .
Mård: Det er en ordre!
Vagten: Altså Kolskæg beordrede .
. .
Mård: Og nu beordrer jeg! Af
sted!!
Vagten: Ja-ja, jeg skal give
Kolskab dit budskæg . . .
Mård: Løb!!!
Vagten “løber”. I hallen er Torgerd stadig oppe ved gluggen.
Kolskæg: Kom nu ned, Torgerd! Det
passer sig ikke for en jarls datter, at kravle rundt på stiger og glane på
mandfolk!
Torgerd: Hvor han stråler! Tænk, så
findes der virkelig helte. Og een af dem er kommet for at ægte mig!
Kolskæg: Hvad!!
Vagten: (Et sted undervejs) Pyh! Stormagtspolitik er hårdt arbejde!
Torgerd: Hør far, du har vel ikke
glemt dit løfte? (Hun begynder at kravle
ned).
Kolskæg: Nej, det er netop det, jeg
ikke har! Jeg har lovet dig til Mård og jeg har lovet dig til en ukendt ridder,
der pludselig dukker op! - - Hvordan læser jeg denne gåde?
Torgerd: Åh far, det er nemt nok.
Kun eet løfte kan stå ved magt - det første løfte ophæver det andet!
Kolskæg: Så enkelt er det ikke.
Mård mødes med Søster.
Søster: Hvordan kan en fremmed
ridder pludselig stå ved porten og frembære et sværd, der ikke eksisterer!?
Mård: Aner det ikke.
Søster: Jeg troede, din plan var,
kun at skikke bud til Halsønnerne og kun på skrømt fortælle Kolskæg, du sendte
bud ud i alle verdenshjørner!
Mård: En eller anden må have
gennemskuet min plan og prøver at spille med for egen vindings skyld!
Søster: Hvem?
Mård: Hvordan skal jeg vide det?
Alle Vesterlandets stormænd er her i dag! Jeg må straks til Kolskæg!
Mård skynder sig videre. Vagten er nået frem til hallen.
Vagten: Kolskæg!
Torgerd: Du kunne ikke vide før i
dag, at du skal opfylde dit første ord.
Kolskæg: Jeg tvivler på, Mård ser
det på den måde. (Til Vagten) Hvad gør du her! Af sted på vagt, har jeg sagt!
Vagten: Jamen, Kolskæg, jeg fik
ordre til . . .
Kolskæg: At tage vagten ved porten!
Afgang!! Nu!!! (Vagten ud. Han støder sammen med Mård).
Mård: Ulfsteen! Gå straks til
mit kammer og hent mine våben!
Vagten: Nu skal jeg altså til patten og stå vogt - til porten og . . . !
Mård: Bagefter! Mine våben!
Løb!!! (Vagten “styrter” af
sted).
Torgerd: Hvis du ikke kan afgøre
det, så lad mig. Jeg vil ikke have Mård, jeg vil have drageridderen!
Kolskæg: Men dog? Du har end ikke
set ham! Kun hans strålende ydre.
Torgerd: Kun en rigtig helt kan . .
.
Kolskæg: Eller en tyv!
Mård: (Kommer ind) Sande ord, Kolskæg Kåressøn. Sådan taler en klog jarl!
Torgerd: Lytter du ved dørene!!
Kolskæg: Rolig, Torgerd! Gå, så jeg
kan lægge råd op med min betroede rådgiver!
Torgerd: Ved helhestens røv - den
slimede . . . !!!
Kolskæg: Ud!!!
Torgerd forlader hallen.
Kolskæg: Kom lad os gå til porten.
Vi kan tale sammen undervejs.
Mård: Nej, vent!
Kolskæg: Vi må have klarhed om
denne sag, een gang for alle. Kom.
Mård: Hvad nu hvis denne
“ridder” er en bedrager.
Kolskæg: Så vil vi sammen afsløre
ham.
Mård: Betænk dog, hvem der kunne
have fordel af denne sag!
Kolskæg: Hvad mener du?
Mård: Alle Vesterlandets
fremmeste mænd er forsamlede her i dag. Om en fremmed drabsmand fandt vej til
vor jarl, ville hver og een af dem være uden skyld.
Kolskæg: Siger du, de har lagt råd
op om at dræbe mig?
Mård: Jeg ved for vist, at denne
“ridder” er en bedrager. Og hvem ved, om han ikke også er både tyv og
drabsmand.
Kolskæg: Ved du noget, jeg ikke
kender til?
Mård: Hvordan skulle en simpel
bedrager være i stand til at komme i besiddelse af det kostelige udstyr, han bærer,
uden ved drab og ran.
Kolskæg: Kan du bevise det?
Mård: Ikke drab og ran, men
bedrag.
Kolskæg: Hvordan?
Mård: Jeg har været din rådgiver
i mere end et år og i den tid har jeg bragt al underretning til dig, der er
kommet mig for øre. Men jeg har foreholdt selv dig een eneste ting! Og det har
jeg gjort lige fra starten, for at vi kunne være sikre, at den der bringer os
Banebider virkelig har udført den sande dåd.
Kolskæg: Og hvordan kan vi så det?!
Mård: Banebider er ikke et
sværd. Det er Morkunds krigsøkse!
Stilhed.
Kolskæg: Min rådgiver er snedigere,
end jeg troede - måske snedigere end han selv tror!
Mård: Den, der virkelig har
fundet Banebider, står ikke med et sværd ved porten!
Kolskæg: Vogt dig, Mård! Hvis ikke
du kan bevise for mig, at Banebider virkelig er, hvad du siger, så ryster du
min tillid. Ikke bare i denne sag, men i alt hvad du har rådet mig!
Mård: Jeg vil bevise det, så al
tvivl vejres bort! (Stilhed) Der er
en måde!
Kolskæg: Hvilken?
Mård: Tvekamp.
Kolskæg: Tvekamp! Nu spiller du
højt. Tvekamp er hellig. Kun sandheden kan vinde den!
Mård: Rigtigt! Jeg vil udfordre
denne “ridder”. Med sandheden på min side vil en bedrager aldrig kunne vinde
over mig!
Mård forlader hallen og går mod porten. Vagten er på vej med Mårds våben, men bliver afskåret
af Søster.
Søster: Vagt, hvad laver du med
min søns våben og brynje!?
Vagten: Mård Søsterssøn beordrede
mig at hente dem!
Søster: Giv mig det hele, så skal
jeg nok give ham det.
Vagten: Jamen, han beordrede mig. Han var meget bestemt!
Søster: Vrøvl! Kom så her med det.
(Hun tager det fra ham og går).
Vagten: (Står en stund) Og hvad så? Søster Jarl, du glemte at give en
ordre! - - Hvor skal jeg nu gå hen? Hvem skal nu give mig en ordre? - -
Vagten går den rimeligt lige vej
ud. Mård er nået frem til porten,
hvor Drageridderen atter møder
ham.
Mård: Vi mødes igen.
Drageridderen: Før mig til Kolskæg
Kåressøn.
Mård: Et øjeblik. Der er nogle
spørgsmål, vi skal have afklaret først.
Drageridderen: Spørgsmål og svar er for
Kolskæg Jarl og mig. Ikke for håndlangere, Mård Søsterssøn.
Stilhed.
Mård: Du kender mit navn
fremmede, men vil ikke give dit eget! Du er en bedrager!
Drageridderen: Og du er hastig i dine
beskyldninger, Mård Søsterssøn!
Råder uret
som ret
rammer rådet
rettelig
rådgiveren
Mård: En skjald! Du har sandelig
mange titler, navnløse. Men dulgt tale skal ikke skjule sandheden. Lad våbnene
tale og den skal komme for en dag. Jeg udfordrer dig til Tvekamp, bedrager!
Drageridderen: Lad det så være! - - I eet
vil jeg give dig ret, Mård Tvetunge. Sandheden skal komme for en dag. Vi kan
ikke være tjent med at have en bedrager iblandt os!
Billede 12 - Alt kommer for
en dag
Forberedelser til Tvekamp. Drageridderen er allerede i klar. Søster kommer til Mård med hans udrustning.
Kolskæg bekendtgør Tvekampen for forsamlingen.
Kolskæg: Vesterlændinge! En fremmed
ridder er kommet til os på denne midsommerdag med store fordringer. Vor trofaste
rådgiver, Mård Søsterssøn, har forlangt at sætte sin ære imod hans ære, at
sandheden skal tale klart ved våbengny. - - Er alt rede?!
Drageridderen: Jeg er rede, Kolskæg
Kåressøn Jarl!
Mård: (Der får sin brynje på af Søster og sine våben i hånd) - - og jeg
ligeså! Kom an da, bedrager!!
De kæmper.
Mård: Du har valgt sværdet?
Frygter du ikke så kosteligt et våben som dit skal få hakker i æggen?
Drageridderen: Intet almindeligt sværd
kan mærke Banebider!
Mård: Netop! Hvorfor så ikke
vælge øksen?!
Drageridderen: Hvad forskel gør det dog
for dig, om din bane bliver bidt af sværd eller økse?
Mård: Ingen! For ingen bedrager,
skal give mig banesår! Og nu ved jeg for vist, du er en bedrager!
Drageridderen: Du er svært glad for det
ord. Agt dig! Bedst at være sikker, eller det vender sig imod dig!
Mård: Sikker! Det gjorde du mig,
da du afslørede dig selv ved porten!
Drageridderen: Tågetale, Mård! Hvad er
det, jeg har afsløret?
Mård: At du aldrig har udført
dåden! Thi da havde du lært, Banebider er Morkunds krigsøkse!
Drageridderen: Mård, din skarpsindighed
når nye højder.
Mård: Det rystede dig nok, drageridder! - I hvilken horehule har du
udtænkt din jammerlige lille plan? Hvilken fnattet lille sisken har slået dig
til ridder? Snød du hende til at pudse sværdet på forskud!?
Drageridderen: Var din mund, Mård
Tvetunge! Jeg er ikke gået under vand og gennem mørke og drageild for at hånes
af en sølle gnom som dig! Mit ridderslag fik jeg af dronning Morven, da jeg havde
dræbt Angarung Jerndrage og sat Morovenien fri. Og af hendes hånd modtog jeg
Banebider, Morkunds sværd, han der var Morvens gemal og konge over Morovenien
da verden var ung og dragen kom. Han gik imod Angarung uden at bære
dragehjelmen og i sit overmod så han dragen i øjnene. Og således fangede
Angarung ham og tilintetgjorde ham. - - Og nu er tiden ovre for snak, Mård
Søsterssøn. Øjeblikket er kommet, til at skære gennem alle dine rænker og lære
dig Banebiders sande væsen at kende!!
Kampen stiger i ubønhørlig intensitet. Mård er mere og mere trængt. Han har dog et yndlingshug, der aldrig har
svigtet ham og det har han fuldkommen tillid til nok skal vinde kampen for ham,
bare han er tålmodig og venter på den rette åbning. Da den endelig kommer,
hugger han lynhurtigt til. Men for første gang nogensinde undviger hans
modstander let og i stedet bringer hugget ham helt ud af balance. Drageridderen hugger til og giver Mård banesår.
Mård: Hvordan undgik du mit hug?
Drageridderen: Jeg vidste, det ville
komme.
Mård: Vidste? Hvordan kunne du
vide det?
Drageridderen: Jeg har set dig bruge det
ofte nok.
Mård: Set? Hvor? Hvornår?
Drageridderen: Når du øvede dig i
våbenleg med mine brødre i lien ovenfor Morarende.
Mård: - - Helge Halsbrandssøn!
Helge: Ja. Jeg er vendt tilbage
for at hævne den uret, du har øvet imod mig og mine!
Mård: Dine brødre er
hævnet, - men du sidder stadigvæk i
fælden, ravn! Og nu klapper den i for altid!
Mård er død. Helge tager hjelmen af
og vender sig mod forsamlingen.
Søster: Ham!!!
Kolskæg: Helge Brandssøn!
Søster: Morder!
Kolskæg: Hvad er nu dette?
Helge: Jeg er vendt tilbage,
Kolskæg Kåressøn.
Søster: Det er den nidding, der
dræbte Halsønnerne! Nu har han også dræbt min søn. Gør dog noget, Kolskæg!!
Kolskæg: Det er et overdådigt
udstyr for en fårehyrde du bærer.
Søster: Drab og ran! Han er
trefold fredløs, Kolskæg! Han skal dræbes, som han står!
Kolskæg: Er der sandhed i de ord,
du just talte til Mård, har du en vidtløftig historie at fortælle.
Søster: En vanvittig historie!
Kolskæg: Og hvordan vil du bevidne
den?
Helge: Jeg havde håbet, Kolskæg,
du ville tro mig på mit ord.
Søster: Dit ord! Du har intet ord,
æreløse træl!
Helge: Og denne Tvekamp? Har jeg
ikke vundet og dermed vist at sandheden er i mine ord?
Kolskæg: Til dette øjeblik har jeg
holdt Tvekampen for hellig og dens afgørelse for fuldkommen. Derfor tøver jeg
nu og har ikke straks beordret dig dræbt.
Helge: Men sværdet? Tillad mig at
overrække dig Banebider, at din hånd skal kende det. (Han går frem mod Kolskæg).
Søster: Pas på, eller han hugger
dig ned! Er der ingen ende på dine rænker, nidding! (Helge stopper) Er din vilje visnet, Kolskæg?!
- Er hver en manddom visnet her i dag!! Hvad kerer vi os om hans gøglebilleder.
Hvad er kendsgerningerne?! Foran os ligger Mård Søsterssøn! Dræbt! Kendsgerning!
Foran os står hans drabsmand! Kendsgerning! Og hvad giver han os? Tågesnak! Lad
ham ikke længere føre os bag lyset. Dræb ham. Dræb den nidding! Dræb ham! Dræb!
Dræb! Dræb!!!
En vred mumlen. Stemningen er nu mod Helge og folkemængden er klar til at kaste sig over ham. Men Brand, der har levet skjult i fjeldene, har sneget sig ind med folkemængden.
Brand: Kolskæg Kåressøn!
Stilhed.
Kolskæg: Brand!
Søster: Galdre-Brand!
Kolskæg: Hvordan er du pludselig
her. Du forsvandt.
Brand: Jeg gik i fjeldet den selv
samme nat, Helge drog af lande et år tilbage.
Kolskæg: Hvorfor?
Brand: Der var ingen ret for min
søn. Derfor heller ikke for mig.
Søster: Netop, troldkvinde! Du
indrømmer din medvirken! Dræb dem begge!
Brand: Hører du, Kolskæg. Tror du
virkelig nogen ville have lyttet til mig, om jeg havde forsøgt at tale min sag?
Søster: Sagen er, at hun med sine
trolddomskunster har styrket sin nidding af en søn.
Brand: Jeg har sagt dig det før,
Søster Jarl, og nu siger jeg det for alverden: Jeg er blot et almindelig menneske
og intet jeg besidder, hverken af evner eller ejendele, er andet og mere end de
ser ud!
Helge: Konkylien?!
Brand: Hvad med den?
Helge: Den lyste for mig i
mørket. Uden den havde jeg været fortabt.
Kolskæg: Hvad er nu det?!
Brand: Blot en strandskal, jeg
gav min søn i afsked.
Kolskæg: Men nu hører vi, den kan
lyse i mørke. Den må have besiddet en særlig kraft! Hvorfor give ham den, hvis
du ikke vidste det!
Brand: For mig viste den ingen
kraft. - Helge havde mistet alt, undtagen mig. Havde jeg fornægtet hans tro på
mig, var han bukket under. Så jeg støttede ham.
Kolskæg: Og gav ham en magtfuld
talisman! Når konkylien var din, må du have vidst, der var store kræfter på spil!
Brand: Hvilke kræfter? Det var
ikke mine, for jeg ved - og jeg siger det igen - jeg har ikke den slags kræfter!
Måske har Helge? Eller konkylien? Eller Mård?
Kolskæg: Mård?!
Brand: Ja. Han satte hele
historien i gang. Den slags skal man være meget varsom med. Det er store
kræfter at slippe løs!
Kolskæg: Flyvske tanker, Brand! De
kan være gode nok for dig, men jeg, der skal dømme i denne sag, må forholde mig
til virkelighedens verden.
Brand: Hvilken virkelighed? . . .
Verden, den er omkring os. Det ser vi og kender vi. Men virkeligheden. Findes
den? . . . Nej. Du har din og jeg har min. Men hvem ved, hvad du skaber i min
virkelighed, med det du slipper løs i din?
Stilhed. Kolskæg overvejer.
Kolskæg: Helge Brandssøn! Tvekamp
er hellig! Jeg vil derfor afstå fra min ret til at forfølge dig og forøve din
død, som tingets dom foreskriver!
Søster: Hvad! Vil du lade
niddingen gå fri! Vil du lade min søn uhævnet!!
Kolskæg: Mård blev dræbt i ærlig
kamp.
Søster: Nej!! Denne sag er ikke
din alene, Kolskæg!
Kolskæg: Du har ret, Søster. I
afgørelsen af denne sag har vi begge et ord . . .
Søster: Så står tingets dom ved
magt!
Kolskæg: Ikke så hastigt! Dit ord
har samme vægt som mit, hverken mere eller mindre. Men der er endnu een, der
har samme ret som os, at lægge sit ords vægt i enten den ene eller den anden
skål!
Søster: Hvem?!
Kolskæg: Torgerd! (Vender sig imod hende) Hvad siger du i
denne sag?
Torgerd: Jeg?! - - Jeg har ikke
noget at sige.
Kolskæg: Jo! Kun dit ord er tilbage
i denne sag.
Torgerd: Nej. Nej!
Kolskæg: Sig os din mening.
Torgerd: Jamen, hvis jeg siger det
ene, hvad så med det andet?
Kolskæg: Ingen sag kan have flere
afgørelser.
Torgerd: Helge Halsbrandssøn! Det
kan ikke passe!
Helge: Og hvorfor ikke?
Torgerd: Trællesønnen, der drømte
om at købe sin mor fri med en kobberring!
Helge: Jeg er ikke længere den
dreng, som du trak ved næsen for din fornøjelses skyld. Jeg har øvet den dåd,
hvis pris, jeg nu forlanger!
Torgerd: Dåd! Den dåd, du øvede var
niddingsværk og fortjente dig en retfærdig dom! Og nu vover du at komme tilbage
og øve drab på endnu en ærlig mand!
Helge: “Niddingsværk”! “Ærlig
mand”! I havde så travlt med lytte til Mård Søsterssøn, at jeg var skyldig og
dømt, inden jeg nogensinde fik mulighed for at fortælle min del af historien.
Men nu er jeg kommet tilbage og har hævnet mine brødre. Hvis det er
niddingsværk, står det slet til i Vesterlandet!
Torgerd: Nu går du for vidt! Du
slår min fars søsters søn ihjel og bagefter gør du ham til den skyldige!
Helge: Det gjorde han selv den
dag, han dræbte mine brødre!
Søster: Det er løgn i din hals!
Kolskæg: Søster!!!
Torgerd: Ahhh!!! - - Far, hvad skal
jeg gøre!
Kolskæg: Det kan kun du afgøre.
Ingen kan hjælpe dig.
Torgerd: Han kan dø!
Kolskæg: Hvis du tror, han er
skyldig.
Torgerd: Jeg vil ikke have hans blod
på mine hænder!
Kolskæg: Det får du kun, hvis du
tror ham uskyldig og dømmer ham alligevel.
Torgerd: Det er urimeligt at
tvinges til et sådant valg!
Kolskæg: Ja.
Torgerd: Så jeg slipper . . .
Kolskæg: Nej!
Stilhed.
Torgerd: Helge, om jeg tror dig på
dit ord, så vil det sige . . .
Helge: At jeg er fri af tingets
dom!
Torgerd: Så vil det sige . . .
Helge: At den dåd jeg har øvet
her såvel som ude er ærlig og fortjener ret og pris!
Torgerd: Så vil det sige, at du og
jeg . . .
Helge: Ja!
Torgerd: Åh, nej.- - Jeg afstår fra
min ret til at forfølge dig og forøve din død, som tingets dom foreskriver!
Søster: Neeejjjjj!!! Ikke det!
Aldrig det! Skal jeg berøves alt! Min søn! Min oprejsning! Min hævn! Nej. Nej!
Nej!! - Een ting skal I ikke tage fra mig! Hævn!!
Søster trækker en skjult kniv og kaster sig pludseligt over Helge. Efter en kort kamp tager han kniven fra hende og kaster hende til
jorden.
Søster: Min hævn. Min hævn. Jeg
vil have min hævn.
Kolskæg: Rider maren dig! Hvor
vover du at snigløbe en mand, der med al ret og rimelighed er fundet fri af
sine anklager!
Søster: Er I blinde alle sammen!
Ser I ikke, hvor snedigt han har maget det!
Kolskæg: Hvad mener du?
Søster: Nu vil tvivlen altid nage
jer og altid holde ham fri!
Helge: Nærer du ikke selv den
ringeste tvivl, Søster Jarl? Du af alle må vide, Mård dræbte mine brødre.
Søster: Siger du! Og samtidig har
du dræbt det eneste vidne, der kan bekræfte dine vilde anklager. Intet kan
længere bevises!
Helge: Ønsker du bevis, Søster
Kåresdatter?
Søster: Ha! Der findes ikke bevis!
Helge: Det ligger for din fod.
Søster: Hvor!
Helge: I Mårds bælte. - - Tag
hans pung.
Søster: Hvad skal det bevise?!
Helge: Mård påstod, jeg tog
Sigvards pung og skubbede ham i dybet.
Søster: Ja.
Helge: Og Mård førte pakhesten
med sig ned!
Søster: Ja, hvad . . .
Helge: Tag pungen!
Søster: (Tager pungen og holder den op) Hvad skal det bevise. En almindelig
pung, som du kan finde den i hvert andet bælte i Vesterlandet?!
Helge: Åben den og tøm indholdet
ud! (Søster gør det)
Vend vrangen ud på den!
Søster gør som han siger. Udenpå er det en almindelig grå og slidt
kræmmerpung i groft læder. Indersiden er gjort i fornemt læder med farvede
figurer trykt i overfladen.
Søster: Hvad skal det betyde?
Torgerd: Fugle?
Kolskæg: Falke! Krydderslægtens
mærke!
Helge: Den pung tilhørte Krydder
Stærke. Når han var i stadstøjet, bar han den med den side ud! Gunhild gav mine
brødre den med sig på rejsen. Den hang på pakhesten.
Stilhed. Så slipper Søster pungen.
Søster: Det er ikke rigtigt! Det
kan ikke være rigtigt! Mård - hvor kunne du! Alt skulle du vinde! Alt har du
ødet! Din drøm var klar! Lysende klar! Og nu? Alt brændt til aske! - - Alt,
undtagen eet: Mit had til Krydderslægten!! Hal Krydderssøn sveg mig og det skal
I aldrig glemme! Aldrig skal i vide jer sikre! Min hævn kan ramme jer, når i
mindst aner det! Vogt jer for min hævn!!
Søster er borte. Stilhed.
Helge: Såret sind
smerter
når sjælen
savner soning
Hævn
hævner sig
på hævneren
Kolskæg: Søster! Kom tilbage! Hvor
vil du gå hen? - - Ser jeg hende nogensinde igen?
Brand: Det er svært at vide,
Kolskæg Kåressøn. Hvad har hun tilbage, hvis hun æder sin stolthed?
Kolskæg: Brand! Du har lidt stor
uret. Det er ikke i min magt at gøre dig fri af din trællestand, det kan kun
din herre Hal Krydderssøn gøre, men jeg kan dog bede dig som gæst til din søns
bryllup. - - Kommer du Torgerd?
Torgerd: Ja, men - -
Kolskæg: Torgerd! Nu er den sag
afgjort!
Torgerd: Det er bare det - -
Kolskæg: Hvad?
Torgerd: Men han - -
Kolskæg: Torgerd! Han var alt det,
din sjæl begærede, så længe han blot var en ukendt helt, der strålede af guld
og ædle stene!
Torgerd: Jamen, det er ikke det - -
Kolskæg: Hvad så!
Torgerd: Nu tager du mig vel ikke
bare for hårets skyld!?
Helge: - - Der er jo altid
jarledømmet.
Torgerd: Hvad! Nå sådan! Så skal du
også få en kone, der er en jarl værdig. Jeg skal bære håret bundet op og dækket
af en hue, som det sømmer sig for en gift kone! Dag og nat!
Kolskæg: Hun skal nok holde dig i
ørerne, drageridder!
Torgerd: Det turde være let nok!
Helge: Trøst dig, Torgerd
Kolskægsdatter: Så længe du ønsker det, skal jeg bære dragehjelmen i vores ægteseng.
Dens ører er ganske vist endnu større end mine, men de er i det mindste gyldne!